AGF-podcast får besøg af Anja Pil Overby: »Troels Rasmussen fejede benene væk under mig«
Endnu en uge, endnu en indsats, der efterlod noget at ønske og endnu en omgang Hvid Røg.
Michael ”Jøden” Christiansen er fortsat i Thailand, og derfor har Sture Sandø inviteret en ny gæst i studiet. Denne gang er det DR-journalist og tv-vært Anja Pil Overby, der også har en fortid som AGF-ambassadør.
Hun fortæller om sit komplicerede forhold til AGF, om det at være fan og hvordan hun selv i dag som garvet journalist, der har interviewet internationale stjerner som Dolly Parton og Gallagher-brødrene, kan få fejet benene væk under sig, når hun møder en nuværende eller tidligere AGF’er.
Der er også hul igennem til Thailand, hvor ”Jøden” har fået tvangsindlagt en hel bar til at se AGF og været på jagt efter en Kahl-trøje.
Sidst, men ikke mindst, får Frej Elbæk Schjeldal et opkald, så der ikke er nogen, der får armene alt for højt i vejret efter sejren i Silkeborg.