AGF-profil lavede én fejl: »Jeg håber ikke jeg ser dig i byen«
Mikkel Duelund blev lagt for had af sure fans på sociale medier, efter han tabte bolden midt på banen imod sin tidligere klub FC Midtjylland. »En del af gamet,« siger hovedpersonen selv. Men tal understreger også, at problemet stikker dybt.
Forskellen mellem helt og skurk kan være papirstynd i en - til tider - sort-hvid fodboldverden.
For AGF’s Mikkel Duelund var forskellen mellem de to roller lige præcis en uge og to væsensforskellige indhop i Aarhus-klubbens to første hjemmekampe i foråret.
»Jeg havde ikke spillet fodbold i godt og vel fem måneder, og jeg havde glædet mig helt sindssygt til at få nogle minutter igen. Og så bliver jeg taget igennem en kæmpe følelsesmæssig rutsjetur,« siger hovedpersonen selv, da avisen fanger ham på Fredensvang et par dage på bagkant af en uge, der gik fra bølgedal til bakketop.
Og turen i den følelsesmæssige rutsjebane startede fra bunden af forlystelsen, da han blev skiftet ind mod sin tidligere arbejdsgiver FC Midtjylland.
Det var samtidig Mikkel Duelunds første hjemmekamp i den hvide trøje siden efteråret, hvor han måtte lade sig operere for en følgeskade i foden, der var opstået i kølvandet på det dobbelte ankelbrud, han fik helt tilbage i 2018.
»Fuldstændig uacceptabelt«
I hjemmebane-comebacket endte en dribling fra Duelund i et boldtab midt på banen. En fejl, han selv betegner som »en regulær fejl 40«, men også en snebold, der blev til en mindre lavine af AGF-fejl.
For selvom Jonas Jensen-Abbew vandt bolden tilbage kort efter og kunne give læderet videre til Nicolai Poulsen, så blev AGF’ernes erobring hurtigt efterfulgt af endnu et boldtab og en aflevering, der i hvert fald ikke endte i fødderne på Mikkel Duelund, men FC Midtjylland.
Bolden endte på FC Midtjylland-fødder - igen - og i en omstilling, hvor midtjyderne med tre angribende spillere formåede at spille sig forbi AGF’s fem forsvarende af slagsen, inden de til sidst scorede sejrsmålet og tog en regulær choksejr med to mand i undertal.
»Jeg laver en fejl, som bliver til flere fejl. Jeg tager for let på tingene i den situation, og de går ned og scorer, fuldstændig uacceptabelt når man er to mand i overtal. Og det var på ingen måde dét, jeg havde brug for efter en lang pause, og jeg vidste godt, at det ikke var godt, det jeg havde præsteret,« siger Mikkel Duelund.
»Og af alle modstandere i hele verden, så er Midtjylland den sidste modstander, jeg ønsker at begå den slags fejl imod. Det var en mavepuster og en, der var til at mærke,« siger han selv om hændelsen.
»Men det er, hvad der sker, og så skal vi også videre.«
Men det var der dog flere, der ikke kom - i hvert fald ikke uden at fare til tasterne først.
»Jeg håber ikke, jeg ser dig i byen«
For rasende fans var ikke sene til at kåre Mikkel Duelund til en slags syndebuk ovenpå nederlaget til FC Midtjylland, og de var til at få øje på i kommentarsporet under gamle billeder på hans Instagram-profil:
»Pis ud af vores klub tøs,« skrev en bruger på Instagram, mens andre insinuerede, at han fejlede med vilje for at hjælpe sin tidligere klub:
»..han er FCM-dreng fra ende til anden. Aldrig har noget lugtet så langt væk af, at han inderligt gav sejren til sin hjerteklub.«
Og mange fandt sågar også vej til hans private indbakke.
»Jeg håber ikke, jeg ser dig i byen,« lød en af de beskeder, der tikkede ind på Instagram eksempelvis, fortæller Duelund.
Og der kom så mange, at han ikke har tal på dem, men han skyder på, at der var op mod 100 vrede beskeder i hans indbakke efter kampen mod FC Midtjylland.
»Folk har skrevet det, folk nogle gange skriver, når man kommer til at tage hovedet under armen. Jeg forstår godt, at vores fans var frustreret, og jeg forstår også godt, at vores fans har brug for at komme ud med, hvad de nu har brug for at komme ud med efter sådan en oplevelse. Det er en del af gamet, kan man sige, og det er ikke fordi, jeg som sådan ikke accepterer det, eller går ud og siger, at det vil jeg ikke have,« siger han.
»Men det har været en hård uge, og folk har skrevet nogle grimme beskeder til mig, som trods alt ikke er trusler, men som er grimme beskeder,« siger Mikkel Duelund.
Men du synes ikke, det er en trussel, når folk skriver, at de ikke håber at se dig i byen?
»Det tager jeg ikke som en trussel. Det gør jeg ikke. Jeg ved godt, at folk skriver med følelserne efter sådan en oplevelse. Og jeg er også hundrede procent sikker på, at hvis folk så mig i byen, så ville de sige hej eller bare ignorere mig,« siger han.
Mikkel Duelund har ikke gjort mere ved beskederne, og dem der står på hans Instagram-profil, har han valgt at lade stå.
»Jeg forstår ikke, at de sætter sig selv til skue ved at skrive noget, der virker så hovedløst, og jeg sætter en stor ære i ikke at slette nogen kommentarer, for så kan de jo hænge sig selv ud,« siger han.
Hærdet
Med tiden har han lært at sortere i de grimme beskeder, fortæller han, og man bliver med tiden også hærdet. Første gang han fik en »tosset besked« var i FC Midtjylland ovenpå en dårlig kamp, og det var ligesom at få en mavepumper, siger han. Sådan er det ikke længere:
»Jeg er også ret sikker på, at den unge Mikkel havde reageret på de beskeder ved at grave sig ned. Men den voksne Mikkel, han har en familie, han også skal være der for. Så det er bare med at komme videre og så sige, at fodbold er fodbold. I dag var en lortedag, men så har jeg en dejlig kæreste og et dejligt barn at komme hjem til, og det er et ret godt plaster på såret,« siger han.
Han har også set og hørt fra andre, om det der er langt værre end beskeder på nettet.
»Lige inden jeg selv kom til Kiev, var der en spiller, der skiftede fra klubben (Dynamo Kiev, red.) til Shaktar Donetsk, og han oplevede, at hans bil blev brændt ned. Og så har du jo også en Jens Stage, som spillede her i klubben og skiftede til FCK, og hans lejlighed var der nogen, der satte ild til - og det er jo at gå kilometer længere, end det jeg har oplevet,« siger han.
Men selvom den offensive kreatør, der er vokset op i det nordlige Aarhus, i et eller andet omfang har vænnet sig til, at de vrede privatbeskeder er »en del af gamet,« som han selv formulerer det, så er det ikke ensbetydende med, at det overhovedet ikke påvirker en.
»Alle mine holdkammerater har været enormt gode til at samle mig op, og jeg tror godt, de kunne se, at jeg hang med mulen - specielt dagen efter. De har været exceptionelle til at bakke mig op og sige, at så er vi videre,« siger Mikkel Duelund.
»Dybt problematisk«
Han er hellere ikke ligefrem alene om at få de voldsomme beskeder. Holdkammeraten Frederik Tingager fortalte eksempelvis i et interview med DR tilbage i 2017, da han spillede i OB, at han modtog så voldsomme beskeder om død og ulykke fra fans, at han decideret overvejede at stoppe karrieren.
Og senest har danske Anton Gaaei, der i dag spiller i Ajax Amsterdam, åbnet op om, hvordan han har været udsat for trusler og en byge af hadbeskeder efter et par uheldige optrædener i den hollandske storklub. Et så voldsomt stormvejr, at træneren valgte at give danskeren fri den forgangne weekend.
»Grundlæggende er det dybt problematisk, at du modtager hadbeskeder, bare fordi du gør dit arbejde. Om det så er som fodboldspiller, skuespiller, håndboldspiller, journalist, musiker eller noget helt sjette. Vi ser et behov for, at vi løbende sætter fokus på problematikken, og at vi understreger alvoren i det,« lyder det i et skriftligt svar fra Magnus Hviid, der er kommunikationsdirektør i fodboldspillernes fagforbund Spillerforeningen.
I 2022 undersøgte man også problemet med hadbeskeder i dansk fodbold, og her lød konklusionen fra Spillerforeningens egen rundspørge, at 65 procent af superliga-spillere har modtaget hadbeskeder.
Men det tal er lavt sat, mener Mikkel Duelund.
»Jeg tror, det rigtige tal er 100 procent. Jeg tror bare, at de sidste 35 procent måske ikke kan huske, de har fået dem,« siger han.
Spillerforeningen stod efterfølgende også bag kampagnen ’Stop Hadbeskeder’, som blev lavet sammen med en række andre fagforbund, herunder Dansk Journalistforbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Musiker Forbund, hvor man forsøgte at sætte fokus på problemet.
»Det er nok naivt at tro, at det i sig selv løser problemet, men det bidrager til en opmærksomhed, debat og bevidsthed om et samfundsmæssigt problem, som vi i fællesskab skal forsøge at komme til livs – både i sportens verden og i samfundet generelt,« lyder det fra Spillerforeningen, der ikke regner med, at antallet af spillere i Superligaen, som har modtaget hadbeskeder, skulle være blevet mindre siden undersøgelsen fra 2022.
Den forløsende afslutning
Mikkel Duelund har heller ikke nogen åbenlys løsning på problemet, men han ved godt i dag, hvor han selv sætter grænsen.
»Så længe folk ikke sender trusler, så må folk gøre, hvad de vil. Var der nogen, der havde skrevet til mig, at jeg skulle holde lidt ekstra godt øje med min familie, eller at de ville opsøge mig på min bopæl eller noget i den stil, så havde jeg også reageret på det,« siger han.
I Mikkel Duelunds tilfælde endte en hård uge også til syvende og sidst i forløsning og en optur, da han en uge efter fejlen mod FC Midtjylland blev skiftet ind i kampen mod OB med små tyve minutter tilbage ved stillingen 1-0 til gæsterne.
»Jeg vil godt indrømme, at jeg tænkte, jeg ikke skulle lave samme fejl igen - og der var ekstra nerver på,« siger han.
Men i det 95. minut dumpede en bold så ned på kanten af feltet, og her fik Mikkel Duelund flugtet bolden fladt forbi en mur af med- og modspillere, inden den til sidst havnede i det nederste venstre målhjørne og sikrede AGF det ene point.
Et forløsende mål - ikke kun for Mikkel Duelund, men også hans træner.
»Hvis der var en spiller, som, jeg ønskede, skulle score, var det ham,« sagde Uwe Rösler til Viaplay kort efter kampen, og for Mikkel Duelund var der også en tung sten, der forlod hans skuldre.
»Det var vigtigt at få lavet den kasse og sige; nu er jeg tilbage, og jeg spiller altså også for det her hold, I støtter,« siger han.
Og så er det ifølge ham også vigtigt at fortælle om alle dem, som kom ham til undsætning midt i det hele.
»Jeg har jo heldigvis også fået rigtig mange beskeder fra fans, der skriver til mig, at jeg stadig er elsket, og at jeg ikke skal lægge noget i de tosser, der skriver til mig. Og jeg har faktisk også svaret størstedelen af dem og sagt tak for beskeden, for jeg synes, det er vigtigt, at vi også husker at anerkende de gode menneskelige kvaliteter,« siger han.
Få fodbold i ørene og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.
.