Fortsæt til indhold

Siddetribunen på plads: Rønde Idrætscenter tager tilskueroplevelsen til nye højder

I vinterferien fik Rønde Idrætscenter installeret en spritny siddetribune med 287 sæder i Djurslands Bank Rønde Arena. Nu er den klar til brug.

Sport

Tilskuerforholdene i Rønde Idrætscenters nye arena, der blev indviet i 2022, er nu blevet optimale.

Den længe ventede siddetribune er blevet installeret på den ene langside i Djurslands Bank Rønde Arena, som arenaen er døbt med skyldig hensyntagen til Rønde Idrætscenters hovedsponsor, Djurslands Bank.

»Der er plads til 287 siddende tilskuere på tribunen. Vi havde budgetteret med 305, men da vi selvfølgelig skal leve op til nogle sikkerhedshensyn, er antallet af siddepladser blevet lidt færre,« siger centerchef Per Kragh.

Tribunen er en såkaldt rulletribune, der elektronisk kan køre frem eller tilbage alt efter behovet og karakteren af arrangementer i arenaen.

Forskyder håndboldbanen

På begge langsider i hallen er der godt med plads, men ikke nok til, at tribunen kan rulles fuldt ud, når der skal spilles håndbold i arenaen.

De nederste siddepladser rækker simpelthen ind over banen.

»Det betyder kun, at når der kommer gang i håndbolden igen lokalt, vil vi flytte håndboldbanen længere over mod den modsatte langside. Det er der rigeligt med plads til,« siger Per Kragh.

Han håber, at der kommer gang i håndbolden igen, men forudser også, at tribunen kommer i brug til den kommende gymnastikopvisning i TRIF, ligesom VID Djurs Gymnasier, der er fast daglig lejer af undervisningslokalerne i Rønde Idrætscenter, vil få brug for den ved større fællesarrangementer.

»Jeg er sikker på, at tribunen bliver et nyt aktiv for os, fordi du for det første sidder godt på sæderne, der er god plads, og du har et godt overblik. Vi har ikke valgt en billig løsning, og det er helt bevidst,« siger Per Kragh.