Sparker planer om nyt stadion i Vejlby til hjørne
Planerne om AGF's midlertidige hjemmebane i det nordlige Aarhus er endnu ikke helt på plads. Byrådet har sendt sagen i Kulturudvalget for at få opklaret en række spørgsmål. Endnu et dialogmøde er arrangeret i lokalområdet.
Ved onsdagens byrådsmøde var en af sagerne på dagsordenen ombygningen af Vejlby Stadion, så det til næste år kan fungere som midlertidig stadion for AGF’s superligahold. Det er dermed en afledt manøvre for det store stadion-byggeri i Kongelunden, som skal stå færdigt og klar til brug i 2026.
Når superligaklubben rykker tilbage, skal faciliteterne i Vejlby forbedres for AGF Kvindefodbold i form af et nyt stadion.
Sidstnævnte har fast hjemmebane i Vejlby og spiller i Kvindeligaen.
Derudover skal der sættes penge af til etablering af et nyt atletikområde, da det gamle skal fjernes for at gøre plads til tilskuere.
Men AGF må vente på en endelig afklaring, for lokalpolitikerne sendte sagen i Kulturudvalget, hvor der er foretræde om kort tid for borgere i lokalområdet.
Det blev besluttet til byrådsmødet, hvor der dog var varm støtte med få opklarende spørgsmål fra de fleste partier på nær Enhedslisten og løsgænger Thure Hastrup.
»Temmelig voldsomt«
Enhedslistens Solveig Munk savnede oplysninger og bilag på flere ting som erstatningsbaner og om interessenter og lokale borgere er blevet hørt og er tilfredse.
Thure Hastrup kunne ikke støtte indstillingen på grund af ændringer i anlægsrammen.
»43 millioner kroner er temmelig voldsomt i forhold til, hvad vi kunne have gjort, hvis vi havde placeret det nye station et andet sted end i Kongelunden og i givet fald have opereret med det gamle stadion som stadion nummer to. Så hvis det er muligt at gå imod indstillingen, gør jeg det. Selvfølgelig vil jeg leve op til budgetforliget, men jeg synes, de penge kunne være brugt bedre,« sagde Thure Hastrup.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV) mener, at projektet er et skridt i den rigtige retning i forhold til mangel på idrætsfaciliteter i Aarhus og pegede på, at borgere og omkringliggende klubber i det berørte område er blevet hørt, og at der er arrangeret endnu et dialogmøde sidst i maj.