Får AGF revanche mod de nykårede pokalvindere?
Torsdag aften gæster Silkeborg IF Ceres Park, hvor AGF ikke har vundet en Superligakamp i lang tid.
AGF’s i særklasse onde ånd i denne superligasæson - Silkeborg IF - kommer på besøg på Ceres Park, hvor hjemmeholdet ikke har vundet en superligakamp siden 17. marts. Dengang hed modstanderen Hvidovre IF, som blev besejret med 1-0 på mål af Jonas Jensen-Abbew.
Siden har foråret været noget forsømt, hvis man skal kigge på sejre med AGF-briller.
Derfor indtager AGF blot en femteplads i ingenmandsland, og hvis holdet ikke formår at få revanche mod den onde pokalfinale-ånd fra Søhøjlandet er ’De Hviie’ i fare for at dumpe ned på en sjetteplads, da der med endnu et nederlag blot vil være tre point mellem de to pokalfinalister.
Med guldkandidaterne fra FC København og Brøndby IF som resterende modstandere er risikoen for at ende på en sjetteplads bestemt til stede, hvis det ikke bliver til en hjemmesejr torsdag aften.
Det har dog været helt tæt imellem AGF og Silkeborg IF på det seneste, og fire af deres seks seneste indbyrdes superliga-kampe er endt uafgjort.
De to østjyske klubber har i alt mødt hinanden 34 gange i Aarhus i Superligaen, hvor AGF har vundet 11, 10 er endt uafgjort og så har Silkeborg IF sejret 13 gange. Målscoreren i de kampe er 54-57 i silkeborgensernes favør.
Tallene taler dermed deres tydelige sprog om tætte kampe, og det bliver det sandsynligvis også torsdag aften, hvor opgøret fløjtes i gang klokken 18 af dommer Michael Tykgaard.
AGF’s Frederik Brandhof er karantæneramt, og Magnus Knudsen samt Mads Emil Madsen er i katrantænefare ved næste gule kort.