Fortsæt til indhold

Padelcenter på trapperne: Bliver billigt at spille og åbent for alle

Hammel Idrætscenter og Hammel GF håber at kunne komme i gang med arbejdet inden sommerferien.

Sport

Hammel Idrætscenter og i særdeleshed Hammel GF har i flere år haft et stærkt ønske om at kunne føje padel på menuen af sportsgrene i den lokale idrætsforening. Alene blandt klubbens nuværende medlemmer har mindst 600 HGF’ere, ifølge klubformand Mogens Lyngby, lyst til at kaste sig ud i padel, som er Danmarks hurtigst voksende sportsgren.

Idrætscentret og den lokale idrætsforening venter bare på at komme i gang med at bygge et padelcenter, og der er blevet afholdt utallige møder med kommunen, byggefirmaer, baneproducenter og naboer med flere. Det er dog langt fra gået så hurtigt som ønsket med at komme i mål med byggeriet af et center med fire double-baner.

Initiativtagerne venter utålmodigt på en byggetilladelse fra kommunen, men man har en forventning om, at den kommer i hus samtidig med, at man forventer at få godkendt en ansøgning om en kommunegaranti på optagelse af lån til byggeriet. Det vil efter planen ske på det sidste byrådsmøde inden sommerferien, efter Favrskov Kommune har åbnet op for at stille kommunegaranti for lån til store projekter indenfor kultur- og fritidsområdet.

»Vi håber på at komme i gang med gravearbejdet inden sommerferien, men vi skal nok ind i begyndelsen af det nye år, før centret står færdigt,« siger Peter Kjærgaard, centerchef i Hammel Idrætscenter.

Pay and play

Hammel GF har haft en ambition om at drive padel som en foreningssport, selvom Favrskov Kommune ikke har anerkendt padel som foreningssport og dermed ikke giver tilskud til etablering af padelbaner.

Byggeriet af centret løber ifølge idrætsforeningens formand, Mogens Lyngby, op i 16 millioner kroner, og dermed bliver det for dyrt at drive som en forening, hvor medlemmerne betaler et fast kontingent for at spille på banerne. Derfor vil det i hvert fald til at begynde med blive sådan, at man betaler per time for at spille, sådan som man kender det fra langt de fleste andre padel-centre, der er privatejede.

»Vil vil dog ligge billigt i lejepris, for vi vil rigtig gerne have folk til at spille. For eksempel er der mange af dem, der kommer hjem fra efterskole, som spiller, og vi vil finde en måde, så de kan få råd til at spille. Der er også en overset gruppe af kvinder plus 40, der lige pludselig har fundet ud af, at det er skægt at spille padel,« siger Mogens Lyngby.

Som i flere andre padelcentre vil det blive billigere at spille udenfor primetime, som er når folk får fri fra arbejde. Til gengæld vil Hammel GF gerne adskille sig fra private padelcentre, hvor man som oftest har et nøglesystem, så kun folk der har en tid kan komme ind i hallen.

»Vi vil meget gerne have det sådan, at folk kan komme og hygge sig, selvom de ikke skal spille. Vi får en meget åben og fed lounge, hvor man kan komme og sætte sig og få en kop kaffe. Det bliver lidt a la et klubhus i gamle dage, som vi mangler helt vildt.«

Motionscenter

Som noget nyt kan det afsløres, at bygningen med padelbanerne også kommer til at indeholde et motionscenter. Der er virkelig tryk på det nuværende motionscenter i idrætscentret, og det bliver så og sige flyttet over i padelhallen, der bliver bygget i forlængelse af idrætscentret.

Motionscentret og padelspillerne får fælles omklædning, og Hammel GFs klubkontor flytter med ind i den nye hal.

»Kontoret har været en kæmpe succes, efter det kom ind i fitnesscentret. Her kan folk komme ind og spørge om alting, og det er velnok det mest brugte kontor i byen,« siger Mogens Lyngby.

Motionscentret kommer til at ligge ved indgangen nærmest idrætscentret, hvorefter man kan fortsætte videre ind i bygningen til de fire padelbaner, der ligger to og to ved siden af hinanden.