Fortsæt til indhold

Jyllands største tennisklub slår til igen og arrangerer international turnering

For andet år i træk spilles en professionel turnering på ITF World Tennis Tour hos Skovbakken i Aarhus med en præmiesum på 25.000 dollars.

Sport
ksa

Efter en flerårig periode uden professionelle tennisturneringer i Danmark, bliver det i 2024 for fjerde år i træk muligt at tjene point til herrernes verdensrangliste på dansk grus.

Det sker, når Skovbakken Tennis er vært for en turnering med en præmiesum på 25.000 dollars. Turneringen i Aarhus er for herrer og spilles fra 9.-16. juni.

Det skriver Skovbakken Tennis i en pressemeddelelse.

Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, er glad for, at det endnu en gang er muligt for danske spillere at spille internationalt herhjemme.

»Turneringer på hjemlig grund i vante omgivelser har stor betydning for vores dygtige spillere. Det er en kæmpe hjælp i deres transition til fuldtidsprofessionel tennis. Og for de spillere, der allerede er ved at være godt etableret på ranglisterne, er det et kærkomment afbræk fra en travl rejsekalender,« siger Jens Anker Andersen.

Stor indsats af værterne

Der vil både være danske spillere, der kan komme ind i turneringerne via deres egen rangering, mens andre skal have en hjælpende hånd i form af et wildcard til enten hovedturneringen eller kvalifikationen.

Turneringen har 32 spillere i hovedturneringen. Otte pladser i hovedturneringen vil blive besat af spillere fra kvalifikationen. Fire pladser i hovedturneringen tildeles via wildcard.

Der er også en doublerække med 16 par. Tre par er med på wildcard.

»Det er superfedt, at Skovbakken endnu en gang påtager sig den opgave, det er at afholde sådan en turnering. Det har enorm betydning for spillerne, at man kan spille ITF World Tennis Tour i Danmark. Og det er vigtigt for vores muligheder som forbund for at udvikle landsholdsspillere til Davis Cup,« siger Jens Anker Andersen.

For jyske tenniselskere

Turneringen i Skovbakken i 2023 blev vundet af Elmer Møller, der selv stammer fra Aarhus. Den titel indbragte ham 25 point til ATP’s verdensrangliste. Siden har han bygget på med flere gode resultater og ligger lige nu nummer 270 i verden.

Han slog i øvrigt Bjöen Borgs søn, Leo, i finalen.

Elmer Møller slog Björn Borgs søn Leo i 2023-finalen. Foto: Dansk Tennis Forbund

Doublerækken endte også med dansk sejr, da Elmer Møllers landsholdskollegaer fra Davis Cup-holdet, August Holmgren og Christian Sigsgaard, gik hele vejen.

Skovbakken Tennis er Jyllands største klub. Her satser formand Dorte Klüwer på, at turneringen igen bliver en lige så stor succes med god tilskueropbakning.

»Aarhus er en rigtig tennisby. Derfor er vi også glade for, at vi kan være med til at gøre en reel forskel for tennissporten i Danmark, samtidig med vi kan byde på gode oplevelser for tenniselskere fra hele Jylland. Vi håber at kunne tilbyde lige så stor opbakning som sidste år til de dygtige danske spillere,« siger Dorte Klüwer, der også fungerer som turneringsdirektør.