Fortsæt til indhold

Dansemesteren Kasper Fisker og co. grillede VSK: Nørager på playoff-kurs

For få dage siden fik Nørager smæk i Aarhus med 5-1 af VSK. Tirsdag aften var det Nøragers tur til at smække til det ubesejrede tophold.

Sport

Kasper Fisker var atter et smut i Nørager tirsdag aften.

På forhånd havde han lovet at være klar til at træde ind på Nøragers hold til opgøret med topholdet VSK, hvis han kunne få det til at gå hånd i hånd med en arbejdsopgave.

Det kunne bysbarnet.

I torsdags tabte Nørager med 5-1 til topholdet på udebane, hvor cheftræner Allan Haslund bare måtte erkende, at VSK er en tand bedre end de øvrige hold i Serie 1 og fortjent rykker op i Jyllandsserien-2 efter sommerferien.

Tirsdag aften tørnede de to hold så sammen på Nørager Stadion. Kasper Fisker havde fået klaret det, han skulle, så han gav atter en fod med og denne gang i sine egne støvler.

Han var med til at sørge for, at Nørager fortsat er ubesejret på hjemmebane i denne sæson, for efter 90 minutter - plus det løse - stod der 5-0 til hjemmeholdet på måltavlen.

De to scoringsmastodonter, Rasmus ’Ralle’ Jensen og William Loft scorede begge to gange, mens Fisker selv nettede en enkelt gang.

»Kasper gjorde det endnu bedre denne gang, og det siger ikke så lidt. Vi leverede en virkelig mandfolkepræstation, som spillerne kan være stolte af. Ud over de fem mål, havde vi chancer til at score det dobbelte antal. Da vi mødte VSK i Aarhus, formåede vi stort set ikke at spille os frem til noget,« siger Allan Haslund.

Tæt på playoff

Sejren betyder, at Nørager med to spillerunder igen selv kan afgøre, om holdet skal ud i en spændende playoffrunde, når turneringen er færdigspillet.

Playoff er det stykke sukker, som bliver strøet ud foran rækkens næstbedstplacerede hold, når turneringen er færdigspillet.

Når Nørager til tops i playoff, hedder det Jyllandsserien-2 efter sommerferien.

I de to sidste turneringskampe møder Nørager de nærmeste forfølgere, ACFC (hjemme fredag) og Christiansbjerg (ude onsdag 19. juni).

Før de to sidste runder indtager Nørager andenpladsen med 23 point, de to forfølgere har begge 22 point.