Fortsæt til indhold

Suveræn i spurten: Tidligere Hammel-rytter vinder etape i Slovakiet Rundt

Anders Foldager spurtbesejrer Julian Alaphilippe i hård afslutning.

Sport

Anders Foldager var klart den stærkeste, da anden etape af cykelløbet Slovakiet Rundt skulle afgøres på en kort og stejl stigning. Danskeren skabte hul ned til de nærmeste forfølgere, der blandt andet omfattede den tidligere verdensmester, Julian Alaphilippe.

Etapen var på næsten 200 kilometer i kuperet terræn og blev ifølge feltet.dk kontrolleret hårdt af Alaphilippes tropper, der holdt styr på et mindre udbrud. Udbruddet blev indhentet inden den afgørende styrkeprøve, hvor den tidligere verdensmester og alle de andre ikke kunne følge med Foldager, der kommer fra Thorsø og har fået sin cykelopvækst i Hammel Cykle Klub.

Anders Foldager var også med til at vinde 1. etape, som var en holdkørsel, med sit hold Team Jayco Alula. Efter sejren på anden etape kunne han derfor også trække i løbets førertrøje, ligesom han fører pointkonkurrencen i det slovakiske etapeløb, der består af fem etaper og slutter med en bjergetape på søndag.

Sejren var Foldagers første for World Tour holdet Team Jayco Alula, som han skrevet kontrakt med fra årsskiftet.