»Laredo er vores hemmelige våben, men det vigtigste er, at vi spiller hver kamp,« siger Bjarke
Allingåbro IF's historie fra serie 6 til serie 4 med teamchef Bjarke Christensen som mastermind er en inspirerende historie.
Udeblivelser fra kampe er blevet en ny sportsgren i disse år, fordi spillerne prioriterer anderledes og klubberne ser stiltiende til.
Sådan har det ikke været i Allingåbro.
En rejse på seks år nærmer sig sin afslutning for teamchef Bjarke Christensen.
Allingåbro IF er igen at finde på fodboldlandkortet. I skrivende stund kæmper Allingåbro IF om overlevelse i serie 4, hvor holdet har 1 point op til overlevelse med 5 kampe igen.
Begyndelsen på rejsen
Sommeren 2018 begyndte rejsen med hyggebold om onsdagen, hvor man samles for at spille fodbold.
Op mod 32 mænd og kvinder deltog i hyggebold.
En fantastisk opbakning som gjorde det muligt, at Allingåbro IF gjorde sin entré i serie 6 i foråret 2019. Siden da har der været et herresenior turneringshold i Allingåbro.
Ingen afbud til kamp
»I de 5 år, hvor jeg har været ansvarlig for seniorholdet, har vi ikke misset en eneste turneringskamp. Det har altid været målsætningen. Ingen afbud til kamp! Til tider har det holdt hårdt med spillere, men vi har altid præsteret at samle hold,« siger Bjarke Christensen.
I 5 år har Allingåbro IF haft 2 oprykninger og 1 nedrykning.
I debutsæsonen susede holdet op i serie 5 i forårssæsonen og var med i det daværende oprykningsspil til serie 4, hvor holdet blev nr. 2.
AH 2012 rykkede op den sæson.
Fokus på det sociale
»Oprykninger har aldrig været en målsætning. Som førnævnt er det allervigtigste, at vi deltager i samtlige turneringskampe. Dernæst er det for mig underordnet, hvilken række man spiller i, bare så længe der er et fodboldhold, og det er hyggeligt og sjovt at spille,« understreger Bjarke Christensen.
Det sociale aspekt har altid været en prioritet hos Allingåbro IF og temachefen.
»Fire gange har vi, i forbindelse med en hjemmekamp, afholdt bold og musik, hvor der har været fint vejr og god opbakning.«
Midtvejsfester og afslutningsfester har der også været en del af, hvor det lokale vandhul, Laredo, flittigt blev besøgt.
»Da jeg selv havde en glorværdig karriere indenfor kridtstregerne, var socialt samvær det allervigtigste. Derfor vidste jeg, hvordan og hvorledes jeg ville gribe tingene an, for at få et fodboldhold i gang igen.«
Fremtiden ser lys ud
Op mod 20 spillere, med en god alder, er at finde på holdkortet hos Allingåbro IF, så fremtiden ser lys ud.
Efter en succesfuld rejse er teamchef Bjarke Christensen klar til landing, og som han selv udtaler:
»Med en lille pige på snart 3 år og skiftehold på job, så er tiden inde til at sige tak for oplevelserne, både på og udenfor banen. Der skal også lyde en stor tak til sponsorer og tilskuere for den helt fantastiske opbakning, vi har fået igennem de fem år. Pingvinerne, som jeg har givet holdet som kælenavn, har været en succes. Den succes håber jeg kan gives videre til den nye holdansvarlige, som forhåbentlig overtager i sæson 2025.«