Fortsæt til indhold

Vild præstation: Momme er nu nået så langt, at han skal dø for at komme højere op

En hofteoperation satte drømmen på pause, men lokal sportsmand kæmpede og er nu så højt rangeret, at kun én anden dansker har samme niveau.

Sport

Han skulle skrive en opgave. Sende opgaven til Sydkorea. Sidenhen skulle han selv møde op i Sydkorea for at tage en slags eksamen, hvor han viste en serie af blokeringer, slag og spark. Så hjem til Hinnerup og vente i to måneder.

Men SÅ 19 december fik Momme Knutzen endelig svaret: Han har nået den højeste rang inden for taekwondo-verdenen: 9. dan.

Det er en titel, som kun én anden dansker bærer netop nu og kun få i hele Europa, fortæller Momme Knutzen.

»Det var et mål, jeg satte mig for mange år siden: Det ville jeg gerne opnå. Så det var en lækker forløsning at få svaret på prøven. Jeg havde en god fornemmelse og følte, at jeg havde gjort en god indsats i Sydkorea, men man ved jo aldrig helt, hvordan de har bedømt,« siger Momme Knutzen, som begyndte med at træne taekwondo i 1973.

Siden har han dedikeret sit liv til sporten og har spillet en stor rolle i at udbrede taekwondo i Danmark. I løbet af sin karriere har han været med til at starte over 10 klubber i Danmark og tre i Tyskland. Blandt disse klubber er Risskov Taekwondo Klub og Favrskov Taekwondo Klub – i sidstnævnte fungerer han fortsat som instruktør.

Hofteoperation drillede

Gradueringen, som det hedder, når man stiger i graderne inden for taekwondo, foregik på taekwondo-hovedkontoret Kukkiwon.

»Forberedelserne til gradueringen i Sydkorea har været en udfordrende, men spændende rejse. Når jeg underviser andre taekwondo-udøvere og graduerer dem til mestergrader, har jeg høje forventninger til dem. I min egen proces har jeg nok endnu større krav og forventninger til mig selv,« siger han.

Som nævnt er det en sjælden præstation at nå 9. dan. Det kræver mange års dedikation og vedholdende træning. Eksempelvis tager det mindst otte år at avancere fra 7. dan til 8. dan og yderligere ni år mellem 8. dan og 9. dan.

Momme Knutzen sammen med stormester Kyoung An Choi (til venstre) og Lee Dong-Sup (i midten), som er præsident for taekwondo-hovedkontoret Kukkiwon. Privatfoto

For Momme Knutzen var vejen til 9. dan da heller ikke uden udfordringer. En hofteoperation og den efterfølgende genoptræning satte drømmen midlertidigt på pause, men med en målrettet indsats, viljestyrke og ihærdighed kom han altså stærkt tilbage.

Titlen som 9. dan betyder, at Momme Knutzen nu kan indstille andre til 8. og 9. dan.

I øvrigt findes der også 10. dan inden for Taekwondo, men dette er en æres-graduering, som først bliver uddelt efter ens død.

Med sig i Korea havde Momme Knutzen sin hustru, Connie Emmik, og datteren Tina. Privatfoto