»Galimatias«: Ny padelbane kræver støjværn til 350.000 kroner
Ny fortolkning af regler om støj fra idrætsanlæg kan blive en dyr fornøjelse for tennisklub.
For over to år siden skrev avisen, at Hammel Tennis & Padel Klub havde fået ja til at bygge en ekstra udendørs padelbane og nu kun ventede på en byggetilladelse. Det har dog taget nærmest uendelig lang tid at få byggetilladelsen. Den er først lige nu er kommet i hus. Forklaringen er ifølge klubformand Peder Helbo, at der er kommet en ny fortolkning af reglerne omkring støj fra idrætsanlæg, som presser kommunerne til at kræve støjværn ved idrætsanlæg.
»Det har været en sej omgang. Vi har holdt møder med politikere og forvaltning og haft udgifter på op imod 100.000 kroner på at hyre firmaer til at lave støjmålinger med videre,« siger Peder Helbo.
Udover den lange forsinkelse af padelbanen er der i byggetilladelsen fra Favrskov Kommune krav om, at der skal etableres støjværn ved den nye bane, fortæller formanen. Der findes forskellige former for støjværn, og hvis man skal lave det i skel, som det rådgivende ingeniørfirma Niras anbefaler, løber det op i 350.000 kroner. Det er lige så meget, som det koster at etablere selve padelbanen.
»Det er virkelig galimatias. Der var ingen krav om støjværn, da vi fik vores første padelbane for tre år siden, og ingen naboer har følt sig generet og klaget over støj. Det vil være spild af penge og kræfter.«
Nye regler på vej
Den gode nyhed for Hammel Tennis & Padel Klub er, at der på landsplan er kommet fokus på den nye fortolkning af støj fra idrætsanlæg, der sidestiller støj fra idrætsanlæg med støj fra industri. Senest har Favrskov Kommune opponeret mod reglerne i forbindelse med byggeriet af nyt idrætsanlæg i Søften.
Miljøminister Magnus Heunicke har i den forbindelse sagt til TV 2, at reglerne bliver tolket forkert, og at Miljøstyrelsen inden sommer vil komme med nye regler, der skal skabe klarhed for kommunerne.
Det kan blive redningen for Hammel Tennis & Padel Klub – og Søften Idrætsanlæg. Hvis reglerne kommer inden sommer, og hvis de fritager tennisklubben for at etablere støjværn, er problemet løst, og padelbanen kan bygges og tages i brug som planlagt indenfor et par måneder. Klubben er allerede gået i gang med at fjerne belægningssten og begynder nu at lave banen. Det tager op til halvanden måned, og indtil da afventer man en udmelding fra Miljøstyrelsen.
»Det vil være rigtig fint, hvis der kommer en ny afgørelse, der fritager os fra støjværn. Vi har endnu ikke købt og bestilt støjværn, men det kommer vi til, hvis der ikke kommer en ny afgørelse,« siger formanden for Hammel Tennis & Padel Klub.
Hvis det ender med, at der skal etableres støjværn om den nye padelbane, forventer klubben til gengæld, at kommunen vil betale hovedparten af udgiften. Klubben har faktisk allerede i forbindelse med årets budget ansøgt Favrskov Kommune om 300.000 kroner til et støjværn.
»Der er tidligere delt penge ud til kunstgræsbaner i forbindelse med miljøspørgsmål, så det forventer vi bevilget.«