Fortsæt til indhold

Rundspørge: Flertal af sponsorer vil både støtte Vorup FB's drøm og superligaklubben Randers FC

Et flertal af adspurgte sponsorer støtter Vorup FB's ønske om at komme ud af moderklubsamarbejdet og jagte divisionsfodbold på egen hånd. Det splitter fodbold-Randers, hvor stærke holdninger står stejlt mod hinanden.

Sport

Der er knald på ambitionerne i Vorup.

Fodboldklubben vil op gennem rækkerne og skabe et sportsligt mellemtrin mellem superligaholdet Randers FC og de lokale serieklubber. Men som moderklub i samarbejdet bag Randers FC har Vorup FB ramt loftet. Klubben må ikke rykke højere op end danmarksserien.

Da samtlige seks moderklubber skal være enige om ændringer i den aftale, der skabte Randers FC i sin tid, tyder alt på, at drømmen ikke bliver til noget. For klubben er låst af sin musketer-ed.

Mens en del frivillige klubfolk i fodbold-Randers ikke støtter tanken, ser det anderledes ud hos dem, der skal betale for ambitionerne.

Positiv overfor både VFB og RFC

Din Avis har kontaktet 27 sponsorer, der både har et sponsorat hos Randers FC og hos Vorup FB.

12 er vendt tilbage. Kun én sponsor har ikke ønsket at kommentere sagen.

Vi spurgte, om Vorup FB’s mulige udtræden af klubsamarbejdet ville ændre på de pengebeløb, de smider i klubkasserne i Vorup FB og Randers FC.

Flertallet af sponsorerne ser ikke Vorup FB’s ambitioner som et problem. Flere understreger, at klubben skal have lov til at forfølge sine mål, og at sponsorstøtten ikke nødvendigvis vil flytte sig - men nogle peger samtidig på, at støtten til Vorup kan vokse, hvis klubben rykker op.

Din Avis er klar over, at holdninger og sponsorprioriteter kan ændre sig over tid. Rundspørgen afspejler et øjebliksbillede, og udmeldingerne er baseret på nuværende vurderinger.

Men der viser sig en tydelig accept af, at flere elitetilbud i Randers kan være en naturlig udvikling.

Thomas Søby, der er kontaktdirektør i Buchs A/S, støtter idéen om at udfordre det eksisterende samarbejde.

»Det virker, som om der er status quo, og flere aktører har det fint med det. Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg bakker op om ambitioner og initiativer - og måske er det en god idé at udfordre det nuværende setup,« siger han og understreger dog sin baggrund:

»Jeg er biased. Jeg er fra Vorup og har spillet der som barn, så jeg har følelser med i det.«

Legitimt med sportslige ambitioner

Per Hastrup, der er direktør i Prodan A/S og samtidig formand for Randers FC A/S og bestyrelsesmedlem i Randers FC Holding, er principielt positiv over for Vorups ambitioner.

»Det er helt legitimt at have sportslige ambitioner. Hvor Vorup FB spiller, har ikke betydning for vores støtte - det handler mere om medarbejderengagement end fodboldniveau,« siger han.

Han forklarer, at sponsoraterne i amatørklubber primært er »hjertet snarere end af forretningsmæssige overvejelser«,

»Vi vælger at støtte de klubber og foreninger, hvor vores medarbejdere er engagerede - enten som ledere eller deltagere. Derfor betragter vi det mere som et personalegode end et traditionelt sponsorat. Af samme grund afhænger størrelsen af vores støtte ikke af, hvilken række Vorup FB spiller i,« siger Per Hastrup og tilføjer:

»Når det gælder sponsoratet i Randers FC, har det både karakter af et personalegode og et kommercielt sponsorat, da vi her opnår synlighed i landsdækkende medier. Af den grund vil Vorup FB’s placering i fodboldsystemet heller ikke påvirke sponsoratet i Randers FC.«

Vil ikke vælge fra

Flemming Olsen, der er direktør i Jysk Vin, vurderer sponsorater ud fra forretningsmæssige kriterier.

»Mine sponsorater er altid hængt op på, hvad jeg får for pengene. Det gælder både Randers FC og Vorup FB,« siger han.

Rasmus Sveigaard, der er indehaver af Vorup Tømreren, støtter begge projekter.

»Jeg ser Vorups ambitioner som et nyskabende alternativ. Det vil ikke påvirke min opbakning til Randers FC - jeg bruger begge sponsornetværk og vil ikke vælge noget fra,« fortæller han.

Morten Møller Sørensen, der er indehaver af bricks4you.com og Klodskassen, mener, at Vorup skal have lov til at forfølge sine mål.

»Hvis Vorup FB har et ønske om at spille sig højere op, skal de have muligheden. Men økonomiske fordele i det nuværende samarbejde skal selvfølgelig revurderes,« siger han.

Han peger på forskellen mellem sponsorater.

»Superliganiveau giver national eksponering, mens divisioner er lokal forankring. Det betyder ikke, at jeg vælger det ene fra - sponsoraterne afhænger af flere parametre,« siger Morten Møller Sørensen.

Lasse Brander, der er direktør i Jeba, er afventende.

»Vi støtter både Vorup FB og Randers FC uændret, uanset hvordan sagen ender,« slår han fast.

Mads Rønnow, der er medejer af Gas- & Vandmesteren ApS, ser både muligheder og risici.

»På sin vis kan jeg godt lide tanken om løsrivelse - men det er også et overmodigt valg for en mindre lokal klub. Det ændrer ikke på vores sponsorstøtte,« siger han.

Heino Amby Kanz, der er direktør i DPL Entreprise, er positiv.

»Det vil være fantastisk med en klub i Randers, der kan tiltrække de unge, som ikke kan være med på den allerhøjeste hylde. Vi vil fortsat støtte Vorup FB på samme niveau,« siger han.

Dennis Maretti, der er direktør i Maretti Trægulve, ser logik i ambitionerne.

»Der er langt fra superligaen til danmarksserien. Hvis man kan samle et hold, der ligger lige under superliganiveau, bør man kunne klare sig i divisionerne,« mener han.

Han er også åben for øget støtte.

»Det vil formentlig betyde flere sponsorkroner fra min side, hvis Vorup rykker op. Jo højere række, desto flere sponsorkroner,« slår Dennis Maretti fast.

Ikke profklub

Det var fodboldformand Thomas Ankersen fra Vorup FB, der sammen med flere fra klubben rejste spørgsmålet.

»Vi bliver ikke nogen ny profklub med kontrakter – vi vil bare have lov til at spille om oprykning, hvis vi præsterer til det,« har han tidligere forklaret til Din Avis.

Han fortalte også om oplevelsen af, at unge spillere, som ikke klarer cuttet til Randers FC, forsvinder til Aarhus eller Skive. Ved at åbne døren til divisionsbold ville Vorup FB fastholde flere af dem lokalt.

Klubben har styrket sin organisation med sportschef, flere trænere og et aktivt bagland. Og alt tyder også på, at bredden i ungdomsrækkerne bliver taget alvorligt.

»Vi har forberedt os på fremtiden. Vores projekt hænger ikke på to-tre personer,« har han forklaret.

Der er ikke behov

Ønsket om at træde ud af samarbejdet med Randers FC er faldet på et tørt sted. Fire af de fem andre moderklubber har afvist anmodningen, og intet tyder på, at man vil ændre holdning.

I en fælles udmelding fra Randers Freja, Dronningborg Boldklub, Hornbæk SF og Kristrup Boldklub har fodboldformand Lars W. Knudsen fra Randers Freja skåret det ud i pap.

»Vi ser ikke et behov for yderligere elitetilbud i Randers,« forklarede han dengang.

Klubberne har kaldt Vorup FB’s ønske for »en ren klubambition« og advarer om, at det kan underminere hele konstruktionen bag Randers FC.

»Hvis alle skulle udleve drømme om samme, vil det betyde ophævelse af overbygningen,« lyder det videre i udmeldingen.

Bag afvisningen ligger en reel frygt. At Vorup FB – hvis klubben får lov – kan tiltrække både spillere, frivillige og sponsorer fra de andre klubber.

Det kan forrykke det nuværende hierarki, hvor ingen moderklub står markant stærkere end de andre.

Vorup FB står fast på, at projektet ikke er i opposition til Randers FC men i stedet er et forsøg på at styrke hele fodboldmiljøet i byen. Resten af moderklubberne frygter, at det tværtimod vil splitte det.

Selvom pengefolk i Randers indikerer, at de støtter både Vorup FB’s oprykningsdrømme og Randers FC, tyder intet på, at Vorup FB får indfriet ønsket de næste mange år.