Efter en tur under kniven er Links lige nu ligaens bedste her – og så har svigerfar også skruet ned for velmenende råd
AGF's Gift Links har indtil videre gjort et par ting »rigtig, rigtig godt« i denne sæson, lyder det fra cheftræner Jakob Poulsen. Den hurtige wingback føler sig også rigtig tilpas ude på banen for tiden.
Ved han det egentlig godt selv?
»Nej?« lyder det fra AGF’s Gift Links, da avisen en solrig torsdag træffer den energiske wingback foran bane 1 på Fredensvang, AGF’s træningsanlæg i Viby.
Et stykke papir med en tabel og nogle tal på, som avisen har taget med til sydafrikaneren, afslører dog svaret:
18 chancer har aarhusianernes venstre wingback kreeret i de første syv runder i den igangværende sæson, og det er – indtil videre – nok til at gøre ham til den mest chanceskabende spiller i superligaen ifølge ligaens egne tal.
Og selvom tallene kun tager udgangspunkt i små syv spillerunder, er de måske alligevel også et lille billede på den udvikling, Aarhus-klubben har taget rent spillemæssigt under den stadig relativt nye cheftræner Jakob Poulsen, som kom til AGF i juni, og som siden har taget holdet i en mere spilstyrende retning.
For af tallene fremgår det også, at Gift Links i sidste sæson under forgængeren Uwe Rösler stod noteret for at skabe 34 chancer på 25 kampe.
Men her allerede syv runder inde i denne sæson hedder det tal 18 – altså mere end halvdelen af sidste års chancetotal, men på cirka en fjerdedel af de kampe, han spillede i hele sidste sæson.
Og så har vi ikke engang nævnt de to mål og to assists, backen også står noteret for i denne sæson.
Ifølge hovedpersonen selv siger det dog mest om, at det kører for hele holdet i øjeblikket.
Men hvad er forklaringen på de mange chancer?
»Det ved jeg ærlig talt ikke, og jeg følger heller ikke så meget med i de der statistikker. Men jeg synes, at kreditten skal gå til holdet, og hvordan vi spiller. Vi har bolden det meste af tiden i de kampe, vi spiller, og vi skaber mange chancer, der kommer fra mange steder på banen,« siger han og tilføjer:
»Men det er godt at se, at jeg også skaber nogle chancer, og jeg allerede nu her syv kampe inde har skabt mere end halvt så mange, som jeg gjorde i hele sidste sæson,« siger Gift Links og smiler.
Feedback fra træner og svigerfar
Men måske Links’ chef kan give et bud på, hvad det er et udtryk for?
»At han har spillet rigtig godt – først og fremmest,« siger AGF’s cheftræner, Jakob Poulsen.
»Og så også, at han har et udgangspunkt, som er højt på banen, og som gør, at vi kan sætte hans kvaliteter i spil, som blandt andet er at skabe chancer og være udfordrende. Det har han gjort rigtig, rigtig godt,« siger Jakob Poulsen.
Det dér med at huske at være udfordrende i sit spil fik Gift Links dog også lov til at høre på i sidste sæson af svigerfar Claus Christiansen, tidligere AGF-spiller og pokalvinder med klubben i 1992:
»Claus og jeg snakker næsten hver dag, og hver tirsdag spiser vi aftensmad hjemme hos min kæreste, Camilla. Og ja, vi snakker, og han sagde i sidste sæson, at jeg skulle udfordre min direkte modstander noget mere. Men det har han da indtil videre ikke nævnt i denne sæson, så forhåbentlig gør jeg de rigtige ting,« siger Links og griner.
Meget at grine af var der dog ikke i slutningen af sidste sæson.
AGF sluttede et kedeligt mesterskabsslutspil af med at tabe syv kampe på rad og række, og i de sidste fire kampe inden sommerpausen måtte man også undvære sydafrikaneren Links på grund af skader.
Helt præcis drejede det sig om en skade i menisken på venstre ben, som krævede en operation og knaldhårdt genoptræningsarbejde fra sydafrikaneren hen over sommeren for at blive klar til den nye sæson.
Sommerferieplanerne om at besøge familien i hjemlandet Sydafrika blev sågar også droppet – og i stedet måtte de så komme til Danmark, hvor Links brugte en pæn del af sommerferien på træningsanlægget i Viby.
»Men jeg var glad for, at mine forældre kom. Det gjorde det lettere for mig at blive her på Fredensvang og arbejde så hårdt, som jeg gjorde, og så jeg kunne blive klar til sæsonen.«
»Jeg har aldrig fået sådan en operation før, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente mig. Skulle jeg være ude i to-tre måneder? Eller kunne jeg være klar til sæsonstart? Men jeg var allerede klar inden sæsonen gik i gang, og klubbens fysioterapeuter har virkelig hjulpet mig meget og lagt en god plan – så stor kredit til dem,« siger Links, der i dag også kan fortælle, at knæet har det rigtig godt efter indgrebet.
»Der sker, hvad der sker«
Og det samme har han.
»Du kan se, hvordan vi spiller. Vi har mange løsninger ude på banen, og vi prøver bare at holde bolden så meget som muligt, og når du har bolden, så ved du, hvad du skal gøre,« siger Gift Links.
»Jeg føler mig virkelig godt tilpas ude på banen, og det tror jeg, at alle gør i øjeblikket,« siger han.
Også uden for banen trives Gift Links i Smilets By – og derfor var det heller ikke så overraskende igen, at den 26-årige wingback forlængede sin kontrakt med AGF, så den nu gælder frem til 2029.
Bliver sydafrikaneren i klubben kontraktperioden ud, vil han have spillet et årti i klubben.
»Da AGF kom, vidste jeg, at jeg ville blive her. Det var ikke en svær beslutning at lave, for jeg er glad her. Jeg elsker byen, og jeg har en stærk tilknytning til klubben, fansene og byen,« siger han.
Indtil videre tager den storsmilende og chanceskabende sydafrikaner – som så mange af sine kollegaer i fodboldfaget – én kamp ad gangen.
Men har du stadig en drøm om at komme til en større liga?
»Hvis muligheden byder sig, så ja. Men jeg har en kontrakt her fire år endnu, og jeg er glad. Der sker, hvad der sker – sådan er fodbold. Det vigtigste for mig lige nu er, at jeg er virkelig glad her,« siger Gift Links.
Og at vurdere ud fra hans ansigtsmimik, når han taler – så er det nok ikke helt løgn.