En række markante profiler var fraværende ved onsdagens træning
Da AGF's cheftræner Jakob Poulsen blev spurgt til forsvarsgeneralen Frederik Tingagers skadessituation, svarede han lettere kryptisk. Men han slog også fast, at han ikke kommer til at forcere noget.
Det var ikke et fuldtalligt AGF-hold, der deltog i onsdagens træning på Fredensvang.
For ude på træningsbanen manglede tre markante profiler i form af det defensive midtbaneanker Nicolai Poulsen, holdets øjeblikkelige topscorer med syv mål Tobias Bech samt forsvarsstyrmanden Frederik Tingager.
Sidstnævnte måtte pludselig forlade banen kort før pausen hjemme mod Silkeborg 5. oktober, og nu knap tre uger senere var den høje midtstopper altså stadig ikke i en forfatning, hvor han kunne træne med resten af holdet.
AGF’s cheftræner Jakob Poulsen kunne dog også fortælle, at Bech og Poulsens fravær på træningsbanen mest af alt skulle ses ud fra et forsigtighedsprincip.
»Der er lidt, som både ”Toby” (Tobias Bech, red.) og ”Polle” (Nicolai Poulsen, red.), de render og bøvler med. Så det handler om, at nu kommer der lidt kampe, og så vi skal lige styre dem igennem det. Men de er begge to med til træningen i morgen,« fortalte Jakob Poulsen til den fremmødte presse.
»I forhold til Tinges (Frederik Tingager, red.) må vi se. Jeg tror ikke, han får så stor en rolle på fredag (mod FC Nordsjælland, red.) – lad os sige det sådan,« lød det lettere kryptisk fra AGF’s cheftræner.
Tre kampe på 10 dage
AGF kigger lige nu ind i et kampprogram med tre kampe på 10 dage. Først skal man spille hjemme mod FC Nordsjælland (24. oktober), fem dage senere spiller man hjemme igen mod Sønderjyske i pokalturneringen (29. oktober) og slutteligt venter et mandagstopbrag i Herning mod FC Midtjylland (3. november).
»Der er fem dage mellem alle kampene for os i øjeblikket, indtil vi møder FC Midtjylland. Så vi kommer ikke til at tage nogle chancer med nogle af spillerne. Så vi må se, hvornår ”Tinges” (Frederik Tingager, red.) er klar. Men det er klart, at vi kommer ikke til at skubbe ham igennem til at nå en kamp, hvis der er en for høj risiko for, at der kan ske et eller andet, eller han kan få et tilbagefald. Nu har han været ude i 15 dage eller deromkring, og så må vi se, hvornår han er inde igen,« lød det fra Jakob Poulsen.
AGF måtte i den seneste kamp mod ærkerivalerne fra Brøndby undvære Frederik Tingager nede i midterforsvaret. Her vikarierede den tidligere landsholdsspiller Henrik Dalsgaard på den centrale forsvarsposition i trebackkæden.
Kampen endte 3-3, og det var første gang i ni kampe, at AGF lukkede mere end ét mål ind i en kamp. Sidst var mod FC København inde i Parken 8. august, hvor aarhusianerne kunne tage fra nationalarenaen med en 3-2-sejr. Sejren kickstartede en længere stime på otte sejre på stribe. En stime der dog sluttede den forgangne weekend i Brøndby.
AGF ligger inden den kommende superligarunde nummer ét i tabellen, og aarhusianerne er bl.a. det hold, der har indkasseret færrest mål i sæsonen.