Fortsæt til indhold

Mortensen har vidst, han var på vej mod noget særligt i et år - imod Viborg skete det så

»Det er en voldsom rekord lige pludselig at være indehaver af,« siger AGF-anfører Patrick Mortensen, der en søndag i februar skrev Superliga-historie.

Sport

»Det kunne da være meget sjovt at slå den.«

Sådan sagde AGF’s anfører Patrick Mortensen til avisen tilbage i oktober. Her gjorde han samtidig også opmærksom på, at han allerede dengang udmærket godt vidste, at han var få kampe fra at skrive Superliga-historie - det havde nogen allerede dengang hvisket ham i øret.

Siden har Mortensen så blot kunnet se, hvordan han én kamp ad gangen er kommet tættere og tættere på rekorden som den markspiller i historien, der har været på banen i flest Superliga-kampe i træk.

»Men det er jo ude af mine hænder. Det kan jo være, at Jakob (Poulsen, red.) tænker, at han skal prøve noget helt nyt på fredag eller i næste uge. Så det tænker jeg sgu ikke så meget over. For mig er det vigtigt at spille nogle gode kampe, præstere til træning og nyde at spille først og fremmest, og så være taknemmelig for de her få år, der er tilbage af min karriere.«

»Det tror jeg er rigtig vigtigt; at holde fokus på de ting, jeg kan kontrollere og ikke på de ting, jeg ikke kan kontrollere,« sagde han dengang tilbage i efteråret.

En søndag februar-aften i Vejlby – en del måneder senere – skete det så.

36-årige Patrick Mortensen var igen på banen for AGF, igen-igen havde han undgået skader og karantæner og var på holdkortet, da aarhusianerne slog Viborg med 5-2.

Og dermed har Patrick Mortensen været på banen i samtlige af aarhusianernes seneste 122 Superliga-kampe – enten i startopstillingen eller som indskifter, og det er der ingen, der har gjort før.

Ifølge Superstats.dk er det nemlig en ny rekord for en markspiller i 3F Superligaen, da Mortensen med søndagens kamp passerede den tidligere FC Nordsjælland-spiller Magnus Kofod Andersen, der havde været på banen i 121 Superliga-kampe i streg.

Med Mortensens spilminutter i weekenden har han været med i samtlige af AGF’s Superliga-kampe siden 1. maj 2022 – eller samtlige kampe i lige knap fire år.

Patrick Mortensen kom til AGF fra norske Sarpsborg i 2019. I alt har Mortensen - der fik debut for AGF 8. februar 2019 mod EfB - spillet 220 Superliga-kampe for AGF. Det er næst-flest efter tidligere målmand, Steffen Rasmussens 308. I de Superliga-kampe har Patrick Mortensen scoret 103 mål. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

»Voldsom rekord«

I et nyt interview til Jyllands-Postens AGF-podcast ”Hvid Røg” fortæller AGF-anføreren, at han blev bekendt med den mulige rekord for et års tid siden. Det var dog ikke noget, han tænkte så meget yderligere over, indtil i søndags.

»Men jeg blev så gjort opmærksom på det igen før kampen i går (i søndags mod Viborg, red.),« siger Patrick Mortensen til ”Hvid Røg”.

»At der var en, der kom og sagde til mig, at hvis jeg fandt ud af, at jeg skulle spille, så ville jeg slå den her rekord, det var jo i sig selv vanvittigt og fantastisk. Og fortæller vel meget om den person, jeg er i forhold til at være meget professionel i alt, hvad jeg laver. Både på banen, men ikke mindst også ude på banen, og så blandet med en masse held.«

»For som fodboldspiller kan du satme også være uheldig en gang imellem. Og der har jeg været meget heldig. Så det er en voldsom rekord lige pludselig at være indehaver af, og det gør mig da selvfølgelig utrolig stolt,« siger Patrick Mortensen.

Uforståelige isbade

Bedriften er dog også noget, der høster store roser og anerkendelse hos både chefen og kollegaerne:

»Selvom han er ved at være oppe i alderen, så viser det, at når du kan være med i 122 kampe i træk, så tager du vare på dig selv, og så kan du også noget - ellers har du ikke kunnet opnå det. Og Patrick har været fuldstændig fantastisk for AGF - og er det stadigvæk. Han laver mål og kommer frem til chancer, så det ser fortsat rigtig godt ud,« sagde cheftræner Jakob Poulsen efter søndagens kamp til AGF’s hjemmeside.

Og AGF’s svenske forsvarsspiller Felix Beijmo roste ligeledes anførerens bedrift i TV2’s fodboldmagasin ’Totalfodbold’.

»Han er stærk og træner hver eneste dag. Han er lidt oppe i årene nu, men han er ude på banen hver eneste dag og træner. Han har en god fysik, så kæmpe respekt for det, han gør,« lød det fra Felix Beijmo.

»Han går i isbad, hvilket jeg ikke rigtig kan forstå, når det også er så koldt udenfor. Men det fungerer for ham, når man spiller 122 kampe i træk. Det gør man ikke, hvis man ikke gør tingene helt rigtigt - og han kan også spille, selvom han ikke helt er på 100 procent. Han sætter holdet først. Selvom han er lidt syg eller har lidt ondt nogle steder, så spiller han alligevel. Det sætter jeg pris på,« sagde Beijmo til ’Totalfodbold’.

Om og hvor meget rekorden bliver udbygget med, vil tiden vise. Indtil videre har sidste sæsons Superliga-topscorer kontrakt med AGF frem til sommeren 2026.