Fortsæt til indhold

Officielt: Patrick Mortensen skifter til Brøndby

»Lige nu er jeg en glad mand, og jeg føler mig som en lille dreng, der bare glæder sig til at gå ind i slikbutikken,« siger den tidligere AGF-anfører.

Sport

Den tidligere AGF-anfører Patrick Mortensen skifter til Brøndby IF. Det oplyser vestegnsklubben på sin hjemmeside.

Den 36-årige angriber har underskrevet en toårig kontrakt med Brøndby.

»Brøndby er en kæmpe klub i Danmark med en fantastisk historie og nogle værdier, som jeg spejler mig selv i. Det hårde arbejde og det specielle fællesskab. Den stemning og eufori, der er her, er uden sammenligning. Den får du ikke andre steder i Danmark, og det glæder jeg mig helt vildt til at være en del af. Til at gå ind med mine holdkammerater,« siger Patrick Mortensen til vestegnsklubbens hjemmeside.

»Lige nu er jeg en glad mand, og jeg føler mig som en lille dreng, der bare glæder sig til at gå ind i slikbutikken,« siger han.

Dermed vender Patrick Mortensen også tilbage til Brøndby IF, hvor han som bare 18-årig i 2007 kom til klubben for første gang fra Fremad Amager og efterfølgende også fik sin Superliga-debut i gult og blåt.

I dag – 19 år senere – er han tilbage.

»Jeg har oplevet en masse ting og skabt nogle erfaringer og et navn i dansk fodbold. Jeg føler, at jeg er vokset meget som menneske og som leder, og det vil jeg rigtig gerne kunne bidrage med og give videre. Generelt set vil jeg gerne kunne hjælpe både på og uden for banen og være med til at skabe en fortsat god kultur her i klubben. Jeg vil være med til at bidrage til det fantastiske fællesskab her i klubben,« siger angriberen.

En helt central opgave for Mortensen de kommende to år bliver rollen som mentor for klubbens unge angribere, skriver Brøndby IF.

»Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at skabe succes sammen. Selvfølgelig kommer jeg til klubben for at spille og score en masse mål, men jeg vil i lige så høj grad se Jacob Ambæk og de andre få succes. Kan jeg hjælpe blot en lille smule med det, vil jeg være rigtig glad,« siger Patrick Mortensen.

Det er ikke mere end et par uger siden, at Patrick Mortensen kunne løfte DM-trofæet med AGF, men allerede nu drømmer angriberen så småt om at løfte et nyt trofæ.

»Jeg håber, at vi som klub får succes. At vi gør de rette ting, får en god træningskultur, og at vi derigennem kan skabe nogle resultater sammen. Det ville være fantastisk at stå på et tidspunkt med holdet og kunne løfte et trofæ. Men det kræver hårdt arbejde, og det starter på træningsbanen,« slutter han.

Patrick Mortensen møder sine nye holdkammerater, når truppen senere på måneden samles igen efter sommerpausen.