Fortsæt til indhold

Patrick Mortensen i farvel-besked til Aarhus: »Jeg ved, at det i rigtig manges øjne er et skifte, man ikke foretager sig«

AGF's tidligere anfører Patrick Mortensen, der for nylig er skiftet til ærkerivalerne fra Brøndby, har onsdag offentliggjort et længere skriv på sin Instagram-profil, hvor han takker AGF og fansene for sine syv år i klubben, men også bedyrer at han »i sidste ende ikke kunne sige nej til« til Brøndby.

Sport

Det var lidt af en bombe, der ramte Superligaen i mandags.

Patrick Mortensen, AGF’s anfører gennem mange år, og som kom til Aarhus i 2019, valgte nemlig efter 7,5 års tro tjeneste og et nyvundet dansk mesterskab at skifte den hvide spillerdragt ud med ærkerivalerne fra Brøndbys blå-gule trøje.

En toårig kontrakt skrev den 36-årige angriber under på med den københavnske vestegnsklub, og det opsigtsvækkende skifte skabte da også en del debat efterfølgende.

Og måske er det det, der nu har fået hovedpersonen selv til at lægge et længere skriv ud på sin Instagram-profil, hvor han fortæller om sin beslutning om at skifte til rivalerne, og et skriv som først og fremmest er henvendt til det aarhusianske fodboldpublikum:

»Kære Aarhus,

Livet tager nogen gange en uventet drejning. Det gjorde den for mig og min familie for syv dage siden, hvor Brøndby IF kontaktede os og præsenterede os for et projekt, som jeg i sidste ende ikke kunne sige nej til. Jeg ved, at det i rigtig manges øjne er et skifte, man ikke foretager sig, men det familiære aspekt har vejet enormt tungt i vores beslutning.«

»Jeg håber, at når følelserne har lagt sig, at I vil tænke tilbage på ”Paddy” med et smil på læben og mindes alle de fantastiske ting, vi har oplevet sammen. Jeg og min familie er i hvert fald dybt dybt taknemmelige for al den kærlighed i gang på gang har sendt vores vej. Aarhus er som få, og alle skal være stolte af at være en del af det,« lyder det i det længere opslag.

I opslaget får Patrick Mortensen bl.a. også takket AGF-direktør Jacob Nielsen, formand Lars Fournais, hans tidligere holdkammerater og klubbens fysioterapeuter samt et hav af andre ansatte i den aarhusianske fodboldklub.

AGFs Patrick Mortensen hæver DM-pokalen. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

»Et sidste tak skal lyde til dig Jakob Poulsen - du kom ind med en ro og overskud, som smittede og ingen tvivl om, at der venter dig en flot trænerkarriere forude.

Der er også nogle få spillere, som i den grad har påvirket og bevæget mig de sidste syv år - Polle (Nicolai Poulsen) & Ting (Frederik Tinager), jeg elsker jer!

Aarhus, TAK FOR ALT - jeg ankom som en dreng og forlader skuden som en mand. I vil blive savnet hver og en af jer!«

AGF-tilhængerne får mulighed for at hilse på Mortensen lørdag den 25. juli, når Brøndby IF kommer på besøg i Vejlby i sæsonens første kamp.

AGF vandt DM-guld på Brøndby Stadion i næstsidste spillerunde. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix