Fortsæt til indhold

Anklage efter Superliga-kamp: Fans råbte ’sorte svin’ efter AGF-profil

I forbindelse med et hjørnespark i lørdagens kamp mellem Silkeborg IF og AGF skulle der være blevet råbt racistiske tilråb efter AGF's Mikael Anderson, skriver Midtjyllands Avis. Nu skal sagen behandles af Fodboldens Disciplinærinstans.

Sport
am

AGF har indberettet til Fodboldens Disciplinærinstans, at der skulle være kommet racistiske tilråb fra Silkeborg IF’s udebaneafsnit i forbindelse med lørdagens superligakamp i Vejlby mellem AGF og Silkeborg IF. Råbene skulle have været rettet mod AGF-spilleren Mikael Anderson, der angiveligt skulle være blevet kaldt ’sorte svin’ og ’fucking afrikaner’.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Ifølge Midtjyllands Avis skulle episoden være sket ved et hjørnespark i første halvleg.

Silkeborg IF-direktør Kent Madsen bekræfter over for avisen, at sagen er indberettet, men siger, at klubbens to sikkerhedsfolk og fankoordinator Simon Jakobsen ikke har hørt de påståede tilråb, og at dommerne heller ikke har noteret det i deres indberetning.

»Vi tager under alle omstændigheder fuldstændig klart afstand fra racistiske tilråb. Det hører ingen steder hjemme,« siger Kent Madsen, direktør i Silkeborg IF, til Midtjyllands Avis.

Klubben har også talt med de stemningsskabende fans, som ifølge avisen siger, at de heller ikke har hørt råbene, og Kent Madsen afventer nu, at Fodboldens Disciplinærinstans behandler sagen.

Mikael Anderson taler med dommerne efter superligakampen mellem AGF og Silkeborg. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Efter slutfløjtet fangede en af Din Avis’ journalister Mikael Anderson, der gik ned til Silkeborg-fansene. Her talte han med udeholdets capoer i cirka et halvt minut.

Og her blev der både givet hånd og de øvrige SIF-fans klappede af AGF-spilleren, da han gik væk fra udeholdets tribune igen. Hvad udfaldet af AGF’s indberetning bliver, skal DBU’s disciplinærinstans nu tage stilling til.

Lange karantæner

Men det er ikke første sag om racistiske tilråb på stadion i Vejlby i 2026.

Således blev tre personer i maj sigtet for racistiske bemærkninger i forbindelse med topkampen mellem AGF og FC Midtjylland, som blev spillet i slutningen af april.

Ved den lejlighed tildelte AGF også to af hjemmeholdets egne fans to års stadionkarantæne for at have råbt ’perker’ og ’tyrkersvin’ efter FCM’s Aral Simsir. De blev bl.a. udpeget ved hjælp af »omfattende« videomateriale og med hjælp fra de øvrige fans, der sad på de tribuneafsnit, hvor spillerne havde hørt tilråbene komme fra.

AGF oplyste i kølvandet på den kamp også, at der var konstateret yderligere en hændelse med en FCM-tilhænger, der fra udebaneafsnittet kom med adskillige racistiske tilråb – bl.a. ”skrid hjem, abekat”, ”jødesvin” og ”perkerelsker” – tilsat nazi-hilsener rettet mod tilskuere på tribune B3, herunder en familiefar og hans to drenge.

Her lykkedes det også at identificere vedkommende, og FC Midtjylland blev orienteret om episode, hvilket endte med at vedkommende fik »en længerevarende karantæne«.

Se video: