Hævnen blev sød for pokaldræberne fra Brabrand, da de leverede kæmpesensation
Cheftræner for Brabrand IF Michele Mario Demontis var ikke overraskende meget stolt af sine spillere efter aftenens pokalsejr.
De har efterhånden noget erfaring med at slå Superligahold ud i Brabrand.
FC Nordsjælland og Randers FC er to af de prominente klubber fra landets bedste række, der er faldet på slagmarken i det vestlige Aarhus, når der er blevet spillet pokalfodbold.
Nu kan Viborg FF føjes til listen.
Brabrand IF, der i øjeblikket kæmper i den tunge ende af 2. Division, vandt onsdag aften 2-1 over Superligaens aktuelle 4. plads.
Og selv om det ikke er helt uvant for Brabrand at sende store klubber hjem med bøjet nakke, så er der naturligvis enorm stolthed over den store sensation i pokalturneringen.
Det fortæller cheftræner Michele Mario Demontis, som avisen fangede kort efter slutfløjt.
»Det er selvfølgelig glæde og stolthed, der fylder lige nu. Det er klart,« siger træneren.
»Vi havde da solgt den for en grim sejr, hvor vi havde været superheldige og alt det der, men det der gør den her sejr endnu federe er, at den er fortjent. Det er en helt lige kamp, hvor vi kommer foran 2-0 og har et par store chancer og brænder endda en friløber undervejs. De reducerer på et straffespark, og så har de bolden meget i anden halvleg, men vi afviser bare langt det meste nede i eget felt. Så jeg er bare megastolt over præstationen i en kamp, som er hårdere end de fleste,« uddyber Michele Mario Demontis.
Hævnen var sød
Da Brabrand for to år siden sidst var ude i lidt af et pokaleventyr og nåede kvartfinalen, blev netop Viborg endestationen.
Her endte den første kamp 1-1 i Brabrand, mens det blev til et stort nederlag på 6-0 i Viborg.
Netop den historik gør også onsdagens sejr lidt sødere, indrømmer cheftræneren.
»Det var da superdejligt. Det var over to kampe, men allerede dengang syntes jeg, at vi viste, at vi sagtens kunne være med og havde det kun været over én kamp kunne vi måske have vekslet den uafgjorte til en sejr i en straffesparkskonkurrence. Spå havde vi nået semifinalen, hvilket ville være helt uhørt for et 2. Divisionshold,« konstaterer Michele Mario Demontis.
I kampene i efteråret 2024 brokkede Superligaholdene sig over banens beskaffenhed i Brabrand, som bestod en hel del af mudder.
Det er ikke længere tilfældet. Banen i Brabrand står nu snorlige, og det giver faktisk lige lidt ekstra skumsprøjt til sejrschampagnen, mener cheftræneren.
»Efter vi havde slået Nordsjælland og Randers blev det udlagt, at det jo kun var på grund af banen, vi kunne vinde. Der var sgu ikke rigtig nogen anerkendelse. Nu spiller vi på en fantastisk bane og vinder fortjent 2-1. Det er jeg vildt stolt over.«
»Giv os et endnu større hold«
Sejre giver som bekendt selvtillid, og Michele Mario Demontis håber da også på, at der kommer endnu et af de store hold forbi det vestlige Aarhus, når det næste gang hedder 1/8 delsfinale. Og faktisk må det gerne være et af de helt store hold.
»Lige siden jeg mødte FCK med Lyseng for mange år siden, har jeg haft et ønske om at møde dem. Jeg synes faktisk, at vi var lidt uheldige for to år siden, da vi blev ved med at slå Superligahold ud, at vi ikke trak en af de helt store tilskuermagneter som Brøndby, FCK eller AGF. Jeg vil gerne have revanche mod FCK, men det kræver jo lige, at vi trækker dem, og så kræver det nok også en endnu større præstation end i dag,« konstaterer han.
En anden mulighed kunne også være et lokalderby mod de danske mestre fra AGF, som ligeledes er videre til næste runde efter udesejr over Skjold.
»Det kunne også være en fed kamp. helt bestemt. Det kunne nok også være med til at trække en masse tilskuere herud og give lidt penge til en trængt klubkasse. Det kunne være dejligt,« noterer Michele Mario Demontis.
Omkring 1300 tilskuere havde onsdag aften fundet vej til Brabrand IF, hvor de overværede, at Mikkel Frandsen bragte hjemmeholdet på 1-0 efter 10 minutter. Kort før pausen udbyggede Frederik Jørgensen føringen.
I anden halvleg fik Viborg hurtig reduceret på et straffespark sat ind af Dorian Hanza efter 51 minutter, som dog også blev kampens sidste mål i den store pokalsensation.
læser
lige nu