Aarhus Fremad drømmer om endnu en stor skalp: FCK er nok bedre forberedt
Fire år efter Brøndby-chok skal Aarhus Fremad forsøge at slå FCK i den sidste "græskamp" på Riisvangen. Det er torsdag klokken 13.30.
19. oktober 2022. En tidlig onsdag eftermiddag fandt en af årtiets mest omtalte danske pokalkampe sted, da den daværende 2.-divisionsklub Aarhus Fremad hjemme på Riisvangen ydmygede Brøndby med 4-0.
Fire år senere får aarhusianerne endnu engang besøg af en sjællandsk storklub, når FC København onsdag eftermiddag gæster det ydmyge og charmerende stadion i det nordlige Aarhus.
Aarhus Fremads klubejer og bestyrelsesformand, Lars Kruse, drømmer om endnu en stor skalp for de sortgule, men han påpeger også, at FCK næppe kommer til at undervurdere 1. divisions aktuelle nummer fem.
»Kampen lugter jo lidt af noget, vi har prøvet før, selv om det selvfølgelig ikke betyder, at resultatet flasker sig igen.«
»Mon ikke FCK havde folk i Vejle til at se vores kamp i lørdags (0-0, red.). Jeg tror ikke, vi kommer til at møde et hold, der kommer så uforberedt, som Brøndby gjorde dengang. Desværre,« siger Lars Kruse og tilføjer:
»Jeg er glad for, at vi ikke trak Brøndby, for nu har vi stadig overhånden over for dem.«
Pokaltriumfen for fire år siden har været med til at sørge for, at Aarhus Fremad siden da er rykket frem i det professionelle fodboldhierarki, fortæller klubejeren.
»Da vi slog Brøndby, gav det hele klubben en masse medvind. Den sejr var med til at kickstarte vejen til der, hvor vi er nu. Den viste vores sportslige potentiale, men den åbnede også øjnene for, hvad Aarhus Fremad er for en klub, og hvorfor den er interessant at følge med i.«
»Den oplevelse gav hele klubben en selvtillid og tro på, at vores koncept om at skabe ro og trygge rammer for spillerne godt kunne virke på højt niveau,« siger Lars Kruse.
Holdet spillede sin seneste hjemmekamp i 1. division på lånt kunstgræs i Silkeborg.
Det har dog været et stort ønske fra klubbens side at kunne spille hjemme på Riisvangen mod FCK, selv om det på grund af utilstrækkeligt stadionlys betyder kampstart på det uvante tidspunkt klokken 13.30 på en hverdag.
Alligevel blev samtlige 4.500 billetter revet væk på 16 timer.
»Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at få lidt marginaler over på vores side. Jeg tror, at vi har en fair chance. Det er lidt ude af FCK’s komfortzone at komme på ”Vangen” en tidlig eftermiddag.«
»Pokalturneringen efterlyser også, at man skal spille på hjemmebane, og så er det her jo vilkårene,« siger Lars Kruse.
Det bliver den sidste kamp med græs på Aarhus Fremads hjemmebane. Efter opgøret anlægges kunstgræs på opvisningsbanen, og omgivelserne får også en mindre makeover.
»Det er en fed måde at få lov til at spille den sidste kamp på græs på Riisvangen, inden vi går i gang med at omlægge til kunstgræs bagefter. Hvis vi spillede kampen i Silkeborg, så ville det blive lidt en ligegyldig kamp, men nu er det ”Vangen”, der har hovedrollen,« siger Lars Kruse og fortæller om en lukrativ sidegevinst.
»Det skæpper i kassen, at vi har fået udsolgt, og så må vi se, hvor meget folk bruger på dagen. Vi har i hvert fald mange pølser på grillen og en masse fustager klar, så det skal nok give noget, når 4.500 mennesker kommer forbi.«
»Så mange var i hvert fald ikke dukket op, hvis vi havde spillet i Silkeborg,« siger Kruse.