Fortsæt til indhold

Endnu uvist om Rema 1000 rykker ind i Ebeltoft

Dagligvarekæden regner med en afklaring inden for de nærmeste uger.

Syddjurs

Rema 1000 har købt Aldis butik på Maltvej 2 i Ebeltoft, efter Aldi sidste år meldte ud, at de trækker sig helt ud af Danmark.

I sidste uge godkendte Konkurrencerådet, at Rema 1000 overtager 113 Aldi-butikker, dog med en væsentlig indgriben fra rådets side. For at opnå godkendelsen har Rema 1000 således forpligtet sig til at frasælge et mindre antal butikker.

Frasalget sikrer, at fusionen ikke skader konkurrencen i nogen lokalområder. Derfor er det også endnu uvist, om Rema rykker ind i Ebeltoft.

Det fortæller kommunikationschef hos Rema 1000, Jonas Schrøder, til Lokalavisen.

»Butikken i Ebeltoft er blandt de i alt 113 butikker, som vi køber af Aldi. Vi regner med at åbne Rema-butikker i mellem 60-80 af de butikker og sælge resten videre. Jeg kan desværre ikke lige nu sige noget om, hvad der kommer til at ske med de enkelte butikker, da vi først skal informere de medarbejdere, som kommer med over til os i forbindelse med handlen,« siger Jonas Schrøder.

Han regner dog med, at der inden for de kommende uger er nyt at fortælle om fremtiden for de enkelte lokationer.

Hvis Aldi i Ebeltoft overgår til Rema, skal medarbejderne dog ikke bekymre sig. Det fortalte Aldis kommunikationschef Louise Wendelbo til Ebeltoft Folketidende tilbage i december.

»Der er 12 ansatte i butikken, fortrinsvist deltidsansatte, ligesom de fleste andre steder i detailhandlen. De opsiges ikke, men overgår til Rema 1000 i forbindelse med overdragelse af butikken.«

Sikrer konkurrencen

Efter Remas opkøb af Aldi-butikkerne har det vist sig nødvendigt at undersøge Rema-Aldi-fusionens betydning for konkurrencen både nationalt og lokalt i de berørte områder.

Konkurrencerådet har blandt andet indhentet oplysninger fra Aldi, Rema 1000, deres konkurrenter og kunder, kortlagt forbrugernes valgmuligheder og transporttid til dagligvarebutikker samt gennemført større økonomiske analyser, før der kunne træffes en afgørelse.

Med Konkurrencerådets indgriben sikres det dermed, at Rema fortsat vil have konkurrence i lokalområderne, lyder det fra Konkurrencerådet.

»Indgrebet betyder, at Rema 1000 også fremover får en væsentlig konkurrent i alle de lokalområder, hvor fusionen har betydning. Dermed vil dagligvarekunderne stadig have reelle alternativer til Rema 1000,« lyder det fra Konkurrencerådet.