Pas på hinanden og undgå drukneulykker
Selvom sikkerheden langs Aarhus Havn og åen er øget de seneste år, skyder Aarhus Kommune for tredje år i træk en kampagne i gang, hvor aarhusianerne endnu engang opfordres at passe ekstra godt på hinanden i den festlige julefrokosttid, så tragiske drukneulykker undgås.
Østjyllands Brandvæsen, Aarhus Kommune og Restauratørnetværket går igen i år sammen om at sætte fokus på sikkerheden i nattelivet. Kampagnen ’Pas på dine gutter – når festen slutter’ opfordrer til, at man tager ansvar for hinanden, så alle kommer sikkert hjem efter en festlig aften i byen.
»Vi har øget sikkerheden langs både havn og å med blandt andet mere hegn, flere redningsstiger og redningskranse. Vi har også opsat kameraer og etableret mere belysning langs vandet. Men fysiske tiltag er ikke altid nok til at undgå ulykker. Derfor er det vigtigt, at vi også passer på os selv og hinanden. Vi vil meget gerne have, at alle kommer godt hjem,« siger Nicolaj Bang (KF), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Kampagnen henvender sig primært til unge mænd, da det det oftest er dem, der falder i vandet på vej hjem fra en fest eller en bytur. Analyser fra Trygfonden viser, at flere drukneulykker sker i forbindelse med, at mænd tisser i vandet. Derfor er der opstillet nogle urinaler langs å og havn i kampagneperioden.