Svært at komme med letbanen
»Det her må naturligvis ikke ske, men vi sætter altid sikkerheden højst, også selv om det desværre går ud over driften,« lyder det fra direktøren.
Er man fast bruger af letbanen, skal man nok skylle en god omgang tålmodighed ned sammen med morgenkaffen.
For i den kommende uge er mange afgange aflyst, viser den nødkøreplan, som Midttrafik offentliggjorde i weekenden.
Det er næsten en tradition, at letbanen er udfordret, når temperaturen daler, men denne gang er det ikke frost, som er synderen. Det er derimod et påkrævet eftersyn, som trækker flere letbanetog ud af drift det kommende stykke tid.
Det er primært L1 mellem Grenaa og Aarhus H, som vil blive påvirket, hvor stort set alle afgange er helt eller delvist aflyst. Der kører ingen afgange mellem Aarhus H og Lystrup, imens der kun kører en afgang i timen mellem Lystrup og Grenaa.
Du kan se nødkøreplanen her.
Frem til fredag i denne uge er der også aflysninger mellem Aarhus H og Universitetshospitalet. Mellem Aarhus, Hornslet, Løgten og Skødstrup anbefaler Aarhus Letbane, at man bruger busrute 100.
»Det her må naturligvis ikke ske, men vi sætter altid sikkerheden højst, også selv om det desværre går ud over driften,« lyder det fra Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane, i en pressemeddelelse.