Fortsæt til indhold

Fællesråd dumper kommunens borgerinddragelse

Aarhus Kommune tilbyder hjælp til svære beslutninger, men fællesrådene er ikke tilfredse med servicen.

Aarhus

Energipriser, inflation og økonomisk krise får flere folk til at omlægge hverdagen, og kommunen vælger flere steder at gå på kompromis med julestemningen for at spare på strømmen. Juletræet ved rådhuset er for eksempel kun tændt på specifikke tidspunkter.

Hos Brabrand-Årslev fællesråd stod de fornylig i dilemmaet, om de skulle bakke op om kommunens energisparing, eller om fællesrådet skulle fortsætte som sædvanligt med julepynt i lygtepælene.

»Det bliver den etisk forsvarlige løsning. Den, hvor vi ikke belaster miljøet. Men uanset hvad valget falder på, vil det blive upopulært hos mange,« skriver Chresten Ibsen, formand for fællesrådet, på rådets Facebookside.

Beslutningen ville de dog gerne have haft hjælp til hos kommunen.

Fællesrådene i Aarhus har nemlig mulighed for at kontakte medarbejdere, som kan hjælpe med råd og dåd på områder, hvor kommunen har særlige kompetencer.

De kaldes playmakere, og deres rolle er at forbedre borgerinddragelsen. Men det var der ikke noget af, da Brabrand-Årslev rakte ud.

Ingen hjælp fra kommunen

Chresten Ibsen tog kontakt til kommunen for at få rådgivning i spørgsmålet om julebelysning, men forgæves.

»Jeg ringer til playmakerne to gange for at høre, om der er nogle regler, som vi overtræder ved at hænge julepynten op. Men det er ikke lykkes mig at få svar fra dem - de har nok haft lige så svært som os ved at finde ud af, hvad reglerne er omkring det,« siger Chresten Ibsen.

Især hensynet til el-forbruget i en energikrise er formanden interesseret i, men om der er specielle krav til oplandsområderne, har kommunens playmakere ikke svaret på.

Leder for innovation og medborgerskab i borgmesterens afdeling, Tine Holm, står i spidsen for playmakerne. Hun er godt bekendt med problematikken omkring julepynten og erkender, at processen i dette tilfælde ikke har været optimal.

»Hvis borgeren oplever, at det er gået for langsomt, så er det som udgangspunkt gået for langsomt. Det er en oplagt opgave for playmakerne at hjælpe med, men det er vigtigt at understrege, at ikke alle henvendelser skal gå gennem playmakerne,« siger hun.

For tiden oplever playmakerne mange henvendelser, og siden rollen er så ny, forsøger de stadig at finde ud, hvordan hjælperne bedst muligt kan servicere borgerne, fortæller Tine Holm.

Uimponeret

Chresten Ibsen er træt af, at en beslutning omkring julepynt skal fylde så meget og tage så meget energi at løse. I stedet vil formanden hellere bruge energi på at kæmpe for emner, der har permanent betydning for området.

Desværre giver oplevelsen med playmakerne en grim smag i munden.

»Jeg er ikke imponeret over processen. Jeg føler ikke, at vi er blevet ignoreret, men det er nok sværere end som så at finde ud af, om vi overskrider nogle regler,« siger Chresten Ibsen og fortsætter:

»Hvis jeg skal være fræk, så burde kommunen bare sende playmakernes lønninger til fællesrådene, så vi selv kan lave noget for pengene.«

Tine Holm mener, at det er lidt mere indviklet end som så, men fungerer samarbejdet ikke, håber hun, at fællesrådene vil række ud,

»Fællesrådene efterspørger hjælp og sparring til at løse deres opgaver. Generelt håber jeg på, at fællesrådene er tilfredse og bliver taget godt imod. Hvis nogen borger føler, at deres oplevelse med playmakerne ikke er tilfredsstillende, så er de mere end velkommen til at kontakte mig,« siger Tine Holm.

Efter avisen tog kontakt til kommunen, lykkedes det playmakerne at finde et svar til fællesrådet. Det er bare over en uge for sent, at Chresten Ibsen får svar.