Fortsæt til indhold

Kommunen inviterer til indvielse af Giber Ringvej

Der er blevet flyttet 825.000 kubikmeter jord, bygget 16 broer, tændt 375 lysmaster og lagt 12 km ny asfalt.

Aarhus
nln

Aarhus Kommune åbner op for Giber Ringvej onsdag 7. december. For at fejre det, inviterer kommunen på øl, pølser, brændte mandler og kaffe. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

I løbet af anlægsprojektet er der flyttet 825.000 kubikmeter jord, bygget 16 broer, tændt 375 lysmaster og lagt 12 kilometer asfalt.

»Giber Ringvej er en vigtig udvidelse af kommunens infrastruktur. Den vil lede en stor mængde gennemkørende trafik udenom de mindre byer og væk fra de små landeveje. Det vil betyde en langt bedre trafiksikkerhed i området,« siger Nicolaj Bang (K), rådmand for teknik og miljø.

Arrangementet kommer til at foregå fra klokken 13.00 til 17.00, hvorefter man regner med at åbne for trafikken fra klokken 18.00.