Fortsæt til indhold

Sådan gør du, hvis du mangler varme i hjemmet

Her er en forsyningsselskabet Kredsløbs råd, hvis du står uden varme i hjemmet.

Aarhus
sb

99,8 %.

Så meget af tiden er der ifølge Kredsløb varme i rørene hos forsyningsselskabet, der hver dag forsyner 350.000 aarhusianere med fjernvarme.

Det er ikke desto mindre godt at være forberedt og vide, hvordan man konkret skal forholde sig i tilfælde af udfald, fejl eller driftsforstyrrelser, lyder det fra Kredsløb. Og det giver jo god mening.

Først og fremmest bør man skelne mellem interne afbrydelser, som gælder i eget hjem og relaterer sig til hjemmets varmeanlæg, og eksterne afbrydelser, der gælder flere husstande eller områder og relaterer sig til ledningsnettet, hvorfra man får leveret sin fjernvarme.

Sådan lyder meldingen fra fjernvarmerådgiver hos Kredsløb, Henrik Brizarr, der i det følgende vil give de mest typiske årsager til udfald samt gode råd til at få varmen hurtigt tilbage.

Hvis der er tale om en intern afbrydelse, vil det i det fleste tilfælde være en fejl eller mangel på anlægget, som en VVS skal afhjælpe, mens en driftsforstyrrelse vil blive udbedret af Kredsløb, lyder det.

Du kan umiddelbart ikke se på dit anlæg, om afbrydelsen er ekstern eller intern. Det er derfor en god idé at tjekke Kredsløbs hjemmeside for driftsinfo og se, om du har modtaget en sms om en driftsforstyrrelse på varmen. Det er desuden en god tommelfingerregel at spørge naboen, om de også mangler varme. Er der ingen meldinger og har naboen fortsat varme, vil det med god sandsynlighed være en intern afbrydelse af varmeanlægget i dit hjem.

Internt

Når det er hjemmets eget varmeanlæg, der skyldes afbrydelsen, ser Kredsløb typisk følgende fejl:

Et såkaldt snavsfilter ved måleren kan stoppe til. Her kræver det i de fleste tilfælde, at en VVS-kyndig renser eller skifter filteret.

Det kan også være trykdifferens-ventilen, som har sat sig fast. Ventilen er den, der regulerer trykforskellen mellem fremløb og returløb i varmesystemet. Også her vil det kræve hjælp fra en VVS.

Endelig kan det ved nyere anlæg med vejrkompensering være pumpen eller motorventilen, der går. Det vil også kræve assistance fra VVS-manden.

Sørg gerne for at have informationsmaterialet på dit anlæg liggende, da det giver reparatøren de bedste forudsætninger for at løse problemet.

Eksternt

Ved eksterne afbrydelser kan der være tale om en planlagt eller ikke planlagt afbrydelse, oplyser fjernvarmerådgiver Henrik Brizarr.

De planlagte afbrydelser vil som regel ske i forbindelse med renovering af ledningsnettet, og du vil i den forbindelse blive informeret om afbrydelsen. Ikke planlagte er akutte afbrydelser som fx et brud på en ledning eller en kabelfejl. Dette kan fx ske ved forskellige former for etableringsarbejde, hvor entreprenører graver.

I de tilfælde vil Kredsløb så hurtigt som muligt informere via hjemmeside, sociale medier og/eller i medierne, melder Henrik Brizarr.

Oftest vil der være tale om en afbrydelse i relativt kort tid, fordi man midlertidigt kan udbedre en skade og sikre forsyningen. I tilfælde af en større afbrydelse vil Kredsløb ifølge Henrik Brizarr typisk have mulighed for at minimere generne og arrangere midlertidig forsyning, så der er varme til aarhusianerne, mens udbedringen foregår.

Har man spørgsmål til den aktuelle driftssituation, kan man kontakte Kredsløbs kundeservice i tidsrummet 8-15. Uden for normal åbningstid kan man kontakte den ansvarlige driftsvagt.

Modtager man ikke SMS, er det muligt at tilmelde sig en sms-ordning og få besked, når der er afbrydelser af varmen.

Når varmen kommer retur

Hvis varmen har været afbrudt, kan man selv undersøge ved at åbne for det varme vand, og så skal vandet inden for relativt kort tid blive lunkent eller varmt.

Når der åbnes for forsyningen efter en aflukning eller en driftsforstyrrelse, tager det som regel ganske få minutter, før varmen er på vej ind i ejendommen.