Nu kommer sneen - og her rammer den som en hammer
Den nedbør, der forventes, bliver af den hvide slags.
De næste dage bliver ikke blot koldere, de bliver også hvidere.
Det er i hvert fald det, som vejr-prognoserne forudser.
»Der, hvor det bliver allerværst kan der falde op til 25 centimeter sne,« siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Lokalavisen.dk.
Det er natten til onsdag, der forventes at blive tidspunktet for den store ændring. Her rammer den kolde luft for alvor landet, inklusive Aarhus.
Der er tirsdag morgen udsendt et risikovarsel om kraftigt snefald, der defineres som 15 centimeter sne inden for periode på seks timer.
De fleste steder (i det aktuelle område) ser ud at få mellem cirka 2 og 8 centimeter sne, oplyser DMI.
De byger, der forventes at ramme landet, bliver sandsynligvis af den voldsomme slags.
»Halvandet døgn med ret kraftige byger,« siger Frank Nielsen.
Bygerne bygges op ude over Kattegat - og så rammer de efter alt at dømme som en halvhård snehammer.
Her kommer kystvendte områder som Aarhus, Himmerland og Djursland til at stå for skud.
»Der kan falde 10-15 centimeter - nogle steder helt op til 25,« siger Frank Nielsen.
De områder, der undgår sneen, har til gengæld mulighed for at få solen at se.