Forringer Giber Ringvej villaernes værdi? Her er to ejendomsmægleres svar
Ejendomsmæglere i sydbyen forventer, at Giber Ringvej overordnet set vil have en positiv effekt på huspriserne. Støjplagede huse kan dog opleve fald.
Vejen er forbavsende tæt på, lyder det fra Lokalbolig i sydbyen af Aarhus.
Da indehaver af Lokalbolig Højbjerg, Morten Pedersen, for nylig var ude at køre på Giber Ringvej overraskede det ejendomsmægleren, hvor tæt den nye ringvej ligger på enkelte huse i det sydlige Mårslet. Særligt ved Mustrupvej bemærkede han det frie udsyn fra vejen til boligkvarteret og manglen på støjvold.
»Jeg forstår godt, at nogle kan være generede af det. Der er ingen tvivl om, at nogle beboere kan høre støjen fra vejen. Spørgsmålet er hvor meget og i hvor høj grad, det generer. Det er altid individuelt,« siger Morten Pedersen.
Han mener, at det endnu er for tidligt at sige, hvilken indvirkning det vil have på priserne af de milliondyre villaer, der ligger tæt ud til den nye ringvej. Beliggenheden er fortsat rigtig god i forhold til skole, idrætsfaciliteter og indkøb, understreger han:
»At vejen kommer, betyder jo en forbedret infrastruktur i og omkring Mårslet. Det er meget positivt for mange i Mårslet, Beder og Malling. Selvfølgelig er det ærgerligt for dem, der bor tættest på og bliver generet af støjen. Det kan dog også være, at man som pendler vil leve med støjen og i højere grad vil sætte pris på, at man nu kan få en transporttid, der er væsentligt kortere,« lyder det fra Morten Pedersen.
Stadig attraktivt område
Hos Danbolig i Beder er man enig i, at det er for tidligt at konkludere på, hvad vejen vil betyde for prisudviklingen. Men generelt er god infrastruktur positivt, lyder det fra den daglige leder:
»Udgangspunktet er, at det betyder stigninger i huspriserne eller - som markedet er i øjeblikket - at priserne falder mindre end andre steder. Bedre infrastruktur og nem adgang til motorvej vil altid give højere priser. Vi har senest set det i Galten-området, der har profiteret af den nye motorvej til Silkeborg,« siger Lars Sidelmann, der er ejendomsmægler og daglig leder af Danbolig i Beder.
Der er flere borgere i området på Mustrupvej, som nu ligger tæt på ringvejen, der klager over støjen. Vil det ikke påvirke prisen?
»Det vil jo altid være en individuel vurdering. Generelt er Mårslet en stille og rolig by med gode lukkede veje og god trafikdæmpning. Det vil absolut stadig være et attraktivt område,« siger Lars Sidelmann.
I skriver i teksterne til nogle af husene, der i øjeblikket er til salg på Mustrupvej, at de ligger i rolige omgivelser - kommer I til at modificere det?
»Vejen er med til at gøre området mere attraktivt. Afstanden ud til den er ikke noget, der får stor betydning, tror jeg. Der kan være enkelte huse, som ligger meget tæt på, hvor støjen kan spille en rolle. Men det er bestemt ikke noget, vi forventer i forhold til området omkring Mustrupvej,« siger Lars Sidelmann.