Fortsæt til indhold

Kunder vil hjælpe lukningstruet Højbjerg-købmand

Stigende el-priser og faldende købekraft har kastet mørke skyer over Let Køb i Højbjerg, men nu er lokale borgere klar med en hjælpende hånd.

Aarhus

Siden sommer har Naseer Ahmad kunnet se erhvervsdrivende bukke under på stribe, og han er bekymret for, at han kan blive den næste. For stigende elpriser og faldende købekraft har også gjort ondt på den aarhusianske købmand, som er indehaver af Let Køb i Højbjerg.

I september fortalte han her i avisen, at han var nervøs for, om butikken stadigvæk eksisterede ved årsskiftet. Nu siger kalenderen 2023, og Naseer Ahmad kan stadigvæk tage imod kunder, men fremtiden er fortsat meget usikker.

»Det er den i allerhøjeste grad. Lige nu er det sådan, at butikken ikke har nogen ressourcer. Vi har nemlig ikke kunnet låne penge i banken, så hvis det fortsætter på den måde, er det bare et spørgsmål om tid, før jeg må lukke,« fortæller købmanden til Lokalavisen Aarhus.

Kunder vil hjælpe

Den udmelding ærgrer i den grad Gitte Brunebjerg, som i 26 år har boet i Håndværkerparken og i al den tid har handlet i Let Køb-butikken. Sammen med Charlotte Frigaard, som også bor i området, har hun derfor inviteret lokalsamfundet til et møde, som finder sted tirsdag.

»Butikken har stor betydning for mange af os, og jeg er bekymret for, at den lukker. Det må ikke ske, så derfor arrangerer vi mødet, hvor vi sammen kan snakke om, hvad vi kan gøre for at hjælpe butikken,« fortæller Gitte Brunebjerg, som mener, at det vil være et hårdt slag for beboerne i Håndværkerparken, hvis den lille købmand lukker.

»Den bidrager rigtig meget til lokalsamfundet. Jeg kender de andre kunder i butikken, og vi får altid en sludder. Det samme gør andre, når de mødes der, så den er et særligt samlingspunkt for os. Det er noget helt andet med de store kæder som Føtex eller Rema 1000,« fortæller hun.

Hvad er det, du mener, I kan hjælpe med?

»Det vigtigste er jo, at vi handler mere i butikken. Så det, håber jeg, at folk kan blive enige om på mødet. Der er jo lidt sådan en fordom, at købmanden er et dyrt sted at handle. Men der er faktisk også varer i den butik, som er billigere end andre steder. Så det kunne også være fint at få gjort folk opmærksomme på det,« fortæller Gitte Brunebjerg.

Færre køber fredagshygge

Det initiativ fra lokalsamfundet er Naseer Ahmad yderst taknemmelig for:

»Jeg er meget rørt over, at kunderne gerne vil hjælpe på den måde. Hvor meget, de kan hjælpe, ved jeg ikke endnu, men jeg håber, at de kan komme op med nogle gode idéer,« fortæller købmanden og tilføjer, at det især er den faldende købekraft, som udfordrer butikken.

»Kunderne kan jo også godt mærke inflationen, så de køber ikke så meget fredagshygge længere, og når de eksempelvis skal have sodavand, køber de et billigere mærke,« fortæller Naseer Ahmad.

Gitte Brunebjerg vil selv sørge for, at hun køber mere i butikken, og hun kan ikke se noget forkert i, at kunderne og lokalsamfundet på den måde går foran for at hjælpe de små købmænd.

»Det er vigtigt at stå sammen og hjælpe hinanden, og jeg tror, at vi kommer til at se endnu mere af det i fremtiden,« fortæller hun.