»Det er dyster læsning«: Flest konkurser i 12 år
Det er især virksomheder, der blev hårdt ramt under coronakrisen, der nu går konkurs.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 455 østjyske virksomheder med aktiviteter blev erklæret konkurser i 2022. Det er en kraftig stigning sammenlignet med 2021, hvor 321 virksomheder gik konkurs.
2022 bød på det højeste antal konkurser siden 2010, hvor 508 virksomheder gik konkurs.
Coronakrise og momslån
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 43 pct. af konkurserne på landsplan er virksomheder, der har optaget momslån.
Virksomhederne, der har optaget momslån, er dem, der blev hårdest ramt under coronakrisen. Virksomhederne har i perioder været helt eller delvist lukket ned. Det kan være for eksempel restauranter, der under nedlukningerne ikke kunne byde kunderne indenfor, og derfor havde en meget lav omsætning, men samtidig havde en række regninger, der skulle betales. Lav omsætning og store regninger gav røde tal på bundlinjen, og det har desværre endt med at mange virksomheder er gået konkurs, fortæller Dansk Erhverv i en pressemeddelelse, der fortsætter:
»Det er dyster læsning, at så mange østjyske virksomheder er gået konkurs i 2022. Det er især virksomheder, der blev hårdt ramt under coronakrisen, der gik konkurs sidste år.«
Under coronakrisen havde virksomhederne mulighed for at udskyde betalingen af moms, og i stedet optag momslån. Momslånene tilbagebetales i løbet af 2022 og 2023. Langt de fleste virksomheder har betalt coronalånene tilbage, men der er desværre virksomheder, der nu må dreje nøglen om.
Flere konkurser i 2023
De mange konkurser kommer til at fortsætte i 2023, hvor flere virksomheder, der blev voldsomt ramt af coronakrisen, vil gå konkurs.
Samtidig vil højere produktionsomkostning, højere renter og modvind til dansk økonomi også få flere virksomheder til at gå konkurs. Det er virksomhederne i de mest konjunkturfølsomme brancher som for eksempel byggeriet, der er mest udsat. De kraftige rentestigninger kan føre til en brat nedgang i byggeriet, hvilket vil få flere byggevirksomheder til at gå konkurs i 2023.