Fortsæt til indhold

Lokale donationer bag ny brætspilscafé i Hjortshøj

De vil åbne et sted, hvor man ikke behøver at være enige om noget, eller kende hinanden for at have det sjovt.

Aarhus

De to selvudnævnte brætspilsnørder arbejder hårdt for at stable Hjortshøjs næste forening på benene.

Planen er, at en brætspilscafé skal åbne i byens multihus, Viruphuset. De to initiativtagere, Randi Pisani og Jørgen Holm, har ingen planer om at tjene penge på initiativet.

Det skal være en brætspilscafé for alle, der skal give folk mulighed for at fordybe sig med hinanden.

»Det fantastiske ved brætspil er, at man ikke behøver at være enig om noget som helst, eller kende hinanden i forvejen for at spille sammen,« siger Jørgen Holm.

Caféen skal forankres i byen ved at blive en forening. Den skal gives til byen og være byens café.

Når man er medlem, skal man kunne gå direkte ind og spille brætspil uden besvær. Idéen om at gøre caféen lettilgængelig for hele byen møder stor opbakning fra flere af de lokale beboere og erhvervsdrivende.

Donationer

Kulturforeningen Høj støtter op om forskellige tiltag, der gør Hjortshøj til en mere attraktiv kulturby. De støtter også op om etableringen af brætspilscaféen med en donation på 4.000 kroner.

10 minutter efter offentliggørelsen af caféens første sponsor tikkede et tilsvarende beløb ind fra en lokal erhvervsdrivende.

De to donorer er langt fra alene.

Jørgen Holm har cyklet Aarhus Kommune tynd for at samle donerede brætspil ind, og caféen har også modtaget stigereoler til at præsentere spillene.

»Indtil videre har jeg ikke haft andet end udgifter og masser af arbejde i projektet. Det er ikke udgifter, jeg har nogen intentioner om at få igen. Det er donationer. Caféen er noget, vi gør for byen, og byen gør med os,« siger Jørgen Holm.

Indtil videre står omkring 40 indsamlede brætspil hjemme hos initiativtagerne. De arbejder ud fra en præmis om, at spillene skal være af høj kvalitet og ikke ligne et træt ludospil, eller Trivial Pursuit, der har ligget i et skab gennem et par generationer.

De 40 spil kommer fra borgere i byen, Goblingames i Aarhus og initiativtagerne selv.

»Det skal være et bredt udvalg for både børn, unge, for nørderne og de ældre mennesker. Man skal have lyst til at komme herhen og spille sammen,« siger Jørgen Holm.

Caféen mangler stadig en del spil på listen, de 8.000 kroner kommer til at dække en del af omkostningerne, men det er langt fra nok. Selvom det ”bare” er pap man betaler for, løber priserne ofte i vejret for diverse spil.

Viruphuset slår dørene op for caféen søndag 23. april klokken 14 til 18. Indtil åbningsdagen arbejder Jørgen Holm og Randi Pisani på højtryk med at indsamle brætspil, sætte stigereoler op og gøre lokalet klar.

De almindelige åbningstiderne er stadig uvisse, men brætspilscaféen melder ofte ud med nyheder på dens facebookside.