Østjysk ambassade på vej i København
Østjyske kommuner vil sende lobbyister til hovedstaden
Aarhus og Østjylland skal i højere grad på landkortet, når der træffes beslutninger på Christiansborg. Derfor planlægger de 11 kommuner i regionen at oprette en slags ambassade i København og hyre lobbyister, som skal pleje Østjyllands interesser.
“Vi kan se, at mange af de beslutninger, der har betydning for Østjylland, bliver truffet på Christiansborg. Derfor har vi brug for at øve indflydelse på Christiansborg. Vi kan også se, at i en række tilfælde mangler man kendskab til den betydning, Østjylland har for den samlede vækst og udvikling i Danmark. Det skal vi have ind på lystavlen,” siger Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard.
Det er den østjyske samarbejdsorganisation Business Region Aarhus, som står bag planerne om at intensivere lobbyarbejdet i hovedstaden. Lobbyisterne skal især forsøge at få indflydelse på beslutninger, der har betydning for erhvervsudviklingen, blandt andet infrastrukturprojekter og vækstinitiativer.
“Vi kan godt skabe vækst i Østjylland, men vi kan ikke forløse det fulde potentiale for vækst og arbejdspladser med mindre, at man også på Christiansborg er med til at træffe beslutninger, som skaber gode rammer for udviklingen,” siger Jacob Bundsgaard.
Han peger på, at en ny strategi for turismen ikke tog højde for, at væksten i turismen er størst i Østjylland. Derudover er der behov for, at den østjyske motorvej E45 bliver udbygget, samt at en Kattegatforbindelse kommer på den aktuelle politiske dagsorden.
Strategi for hovedstaden
Samtidig er en ny strategi for hovedstaden på vej, og derfor er der yderlige behov for, at Østjylland markerer sig, mener borgmesteren.
“Selvfølgelig skal der laves en hovedstadsstrategi, for vores hovedstad skal være stor og stærk. Men vi skal også satse på de store byer, der ligger uden for Valby Bakke. Det er vigtigt at understøtte væksten nu, hvor vi er på vej ind i en tid efter en økonomisk krise, hvor vi skal have skabt tusindvis af arbejdspladser,” siger han.
I Syddjurs Kommune støtter borgmester Claus Wistoft (V) planen.
“Hvis man tror udviklingen kommer af sig selv, tror man fejl. Så hvis man ikke gør noget, vil udviklingen komme til at gå langsommere i det østjyske,” siger Claus Wistoft, der bakkes op af Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde (S).
“Vi skylder vores virksomheder og borgere, at vi kommer til at stå stærkere på landkortet. Dermed vil vi få skabt et integreret Danmark arbejdskraftmæssigt og erhvervsmæssigt,” siger Jørgen Gaarde.