Fortsæt til indhold

Nu har landsby endelig fået et samlingssted med tag over hovedet

I flere år har borgerforeningen i Gl. Harlev arbejdet for at få en fælleshytte som et samlingspunkt i landsbyen. For nylig blev den indviet.

Aarhus

Hvis smilene er ekstra store hos Tina Møller Dam for tiden, så er der en god grund til det. Formanden for Gl. Harlev Borgerforening er nemlig stadigvæk i ekstase over, at hun sammen med resten af bestyrelsen for nylig kunne indvie Gl. Harlevs nye fælleshytte. Efter flere års planlægning, søgning efter fondsmidler, timer med arbejdshandsker på og ikke mindst et stærkt, lokalt sammenhold har landsbyens borgere nu et samlingssted med tag over hovedet.

»Jeg kan ikke være mere glad eller få mine arme ned. Det er kulminationen på mange års arbejde,« lyder det ganske overbevisende fra Tina Møller Dam, da Din Avis Aarhus taler med hende.

Og så kan man hurtigt tænke, om en hytte virkelig kan skabe så meget glæde. Men Tina Møller Dam lader forstå, at den er mere end blot en træhytte. Den skal være hjemsted for landsbyens lokale aktiviteter, og så skal den være med til at styrke tilgængeligheden mellem land og by.

»Det gælder både mellem vores landsby og Harlev, men også i hele Aarhus Ådalen,« fortæller Tina Møller Dam.

250.000 kroner har den nye træhytte i Gl. Harlev kostet. For nylig blev den indviet. Privatfoto.

Ny cykelsti og tunnel

Fælleshytten er nemlig placeret øst for kirken i Gl. Harlev i idylliske rammer nær eng og å, hvor lokalsamfundet i december kunne glæde sig over en ny en cykelsti og en tunnel, som binder landsbyen tættere sammen med Harlev. Om man er ude at gå en tur eller cykler forbi hytten, så har man nu et sted at spise sin madpakke eller tage ophold i læ.

»Den er offentlig tilgængelig, og vi har hele tiden tænkt i bestyrelsen, at den også skal bruges af gæster fra hele oplandet, som kommer forbi,« fortæller Tina Møller Dam fra borgerforeningen, som også har sørget for, at den nye hytte er brugbar for besøgende.

»Formålet med borgerforeningen er faktisk også, at vi sørger for, at der hele tiden er stisystemer, som gør, at man kan komme ud og nyde naturens rigdom. Der er inde i hytten oversigtstavler over stisystemerne, og så har vi også lavet en lille fortælling i børnehøjde for at gøre hytten attraktiv for familier,« fortæller hun.

Bestyrelsen i Gl. Harlev Borgerforening glæder sig over landsbyens nye træhytte endelig er indviet. Formand Tina Møller Dam (tv.) har endnu ikke fået armene ned, fortæller hun til Din Avis Aarhus. Arkivfoto.

Lokale kræfter

Glæden hos den lykkelige formand bunder også i, at processen med at få den nye fælleshytte bygget har vist et stort engagement i Gl. Harlevs lokalsamfund. Idéen opstod før coronapandemien, hvor borgerforeningen ønskede at få en hytte på fællespladsen ved kirken.

»Det var en dyr omgang at få lavet, for vi var ikke interesserede i blot at få lavet et lille skur. Det skulle se været en hytte, som så flot ud og kunne være brugbar i mange år,« fortæller Tina Møller Dam.

Bestyrelsen gik i gang med at lægge et budget, som løb op i 250.000 kroner, og herefter begyndte kampen med at få pengene i kassen. Det lykkedes lokale donationer og ikke mindst 125.000 kroner fra Nykredits Fond. For at holde udgifterne så langt nede som muligt har folk i landsbyens selv haft arbejdshandskerne på.

»Der er mange dygtige mennesker, som har villet hjælpe. Vi har gravet ud, lagt fliser og støbt stolper selv,« fortæller Tina Møller Dam.

Og nu står den der, træhytten, og alle er ifølge formanden velkommen til at lægge vejen forbi den.