44 nye andelsboliger skyder op i voksende Aarhus-forstad
Torsdag den 4. maj er der rejsegilde i Lisbjerg, hvor opførelsen af 44 nye andels- og ejerboliger går ind i sin afsluttende fase og ventes klar til indflytning i sensommeren.
Det nye andelsboligbyggeri, Havehusene, i den nordlige del af Aarhus er et skridt tættere på at kunne byde velkommen til deres nye beboere.
Holdet bag byggeriet inviterer nemlig til rejsegilde for kommende beboere, naboer, samarbejdspartnere, presse, håndværkere og øvrige interesserede torsdag den 4. maj fra klokken 13 til 15 på Trille Nielsens Gade.
Her kan gæsterne se frem til en festlig dag, hvor de blandt andet kan få et smugkig i de nye boliger og høre mere om fællesskabet og tankerne bag den nye andelsboligforening.
Der vil også være taler ved Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Nicolaj Bang (KF), Nrgi’s administrerende direktør Jacob Vittrup og Carsten Møller, der er formand for andelsforeningen Havehusene.
Og sidstnævnte glæder sig meget til at fortælle mere om fællesskabet i Havehusene.
»Vi drømmer om et levende, stærkt og inspirerende fællesskab sammen med gode naboer. Vi er en broget skare, der står forskellige steder i livet, kommer med hver vores værdier og er på vej videre i mange forskellige retninger. Det ser vi som en styrke, fordi vi har et fælles ønske om en hverdag, hvor vi er mere end ’bare’ tilfældige naboer,« siger Carsten Møller i en pressemeddelelse.
Fokus på fællesskab
Havehusene kommer til at bestå af 39 andelsboliger og fem private boliger, som bliver en blanding af treetagers townhouses, rækkehuse i to etager samt stue- og etageboliger. I hjertet af byggeriet opføres foreningens fællesskabshus og fælleshave med en vision om at skabe rammerne for et aktivt fællesskab og mødested for alle beboere på tværs af generationer.
»Vi er naturligvis stolte over Havehusene, der for alvor tager form og allerede emmer af smuk arkitektur og landsbystemning. Lige fra første spadestik har vi haft fokus på at skabe rammerne om et spirende andelsfællesskab med plads til forskellige livssituationer og generationer,« lyder det fra Ulf Christensen, administrerende direktør for Kuben Management A/S, der har udviklet Havehusene i tæt samarbejde med tegnestuen Transform.
Boligerne er arkitekttegnede, og der er lagt stor vægt på den arkitektoniske og håndværksmæssige kvalitet.
»Det gode håndværk og en høj arkitektonisk kvalitet er helt centrale elementer i byggeriet. Havehusene opføres i robuste materialer og med fokus på funktionelle løsninger, som samtidig gør boligerne bekvemme og økonomisk fornuftige at bo i,« fortæller Ulf Christensen.
Tæt på natur og by
Udover at være beliggende i naturskønne omgivelser er boligerne placeret cirka 500 meter fra et letbanestop, der giver nem adgang til Aarhus midtby, ligesom Lisbjergskolen og det lokale foreningsliv i Lisbjerg findes i kort afstand af Havehusene. De i alt 4.685 etagemeter bebyggelse ventes desuden at blive DGNB Guld-certificeret igennem implementering af løsninger, der skal mindske byggeriets miljøbelastning og give kvalitet til de kommende beboere.
Boligerne ventes klar til indflytning den 1. september 2023, og der er stadig få ledige andelsboliger.