Fortsæt til indhold

Video: Derfor kører mystisk lastbilkonvoj rundt om natten i Aarhus

I denne uge gennemføres seismiske undersøgelser af undergrunden i Aarhus med hjælp fra fire speciallastbiler.

Aarhus

Fra 2025 skal Aarhus have geotermisk fjernvarme. Derfor er et hold bestående af fire speciallastbiler i denne uge i gang med at lave seismiske undersøgelser af undergrunden i Aarhus. Ruten er 25 kilometer, og formålet er at finde ud af, hvordan geotermiens potentiale kan udnyttes.

Det er Innargi, som sammen med Kredsløb er i gang med at etablere EU’s største geotermiske fjernvarmeanlæg i Aarhus. Anlægget skal levere den første varme i 2025 og fra 2030 levere, hvad der svarer til 20 procent af aarhusianernes fjernvarmebehov. Derfor kører de helt særlige lastbiler rundt i Aarhus om natten for at genere trafikken mindst muligt i denne uge. Er man vågen og bor tæt på den rute, som lastbilerne undersøger, vil man kunne opleve viberationer. De varer 20 sekunder ad gangen. Har man et glas vand stående på bordet, svarer det til, at man vil kunne se krusninger på vandets overflade. Vibrationerne er dog ikke farlige for hverken mennesker eller bygninger.

Det er kun i denne uge, at de specielle lastbiler kører rundt i Aarhus for at undersøge undergrunden. Video: Kasper Hornbæk

»Vi er godt i gang med de seismiske undersøgelser i Aarhus, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke aarhusianerne for deres tålmodighed,« siger Søren Christian Børsmose, projektdirektør i Innargi, og fortsætter:

»Det er ikke hver dag, at fire lastbiler kører forbi ens hjem og sender vibrationer ned i undergrunden, og jeg er glad for den store forståelse og nysgerrighed, vi er blevet mødt med. Nu glæder vi os til at kigge på data og planlægge de geotermiske boringer. Den første brønd borer vi på havnen til oktober, og bagefter rykker vi til Skejby. Vi ser frem til at komme godt i gang og et skridt tættere på at kunne levere geotermisk og klimavenlig fjernvarme i Aarhus,« lyder det fra Søren Christian Børsmose, som er ansvarlig for Innargis aktiviteter i Aarhus.

Lastbilerne kører primært i tidsrummet klokken 22-06 for at genere trafikken mindst muligt. Der vil være trafikforanstaltninger cirka 100 meter foran og lige bagved lastbilerne. Foto: Christian Dahlerup