Kold afvaskning til Aarhus - Skanderborg vil ikke lege med
Skanderborg Byråd var talstærkt repræsenteret, da rådgivningsfirmaet Grontmij mandag præsenterede den lufthavnsrapport, som rådgivningsfirmaet har udarbejdet på vegne af Aarhus Byråd.
Rapporten peger på Flensted ved Låsby som bedste bud på en alternativ placering af Aarhus Lufthavn, og den konklusion var der ikke begejstring for blandt Skanderborgs byrådspolitikere.
Umiddelbart efter præsentationen af rapporten udtrykte borgmester Jørgen Gaarde (S) sin skepsis med en bemærkning om, hvorvidt det er rimeligt at borgerne i Flensted og Låsby skal generes for at løse Aarhus' behov.
Der mangler et solidt flertal
Tirsdag morgen kom så den kolde afvaskning til Aarhus, da Jørgen Gaarde i en pressemeddelelse gør det klart, at Skanderborg ikke vil lege med mere i Aarhus' lufthavnsprojekt.
“Udgangspunktet for mig som borgmester har været, at hvis Skanderborg Kommune efter fremlæggelsen af lufthavnsanalysen skulle anbefale, at man fortsatte med at analysere på placeringer i Skanderborg Kommune, så skulle der kunne samles et solidt politiske flertal for. Efter sonderinger i går aftes kan jeg konstatere, at et sådan solidt flertal ikke findes,” siger han.
Ingen lufthavn ved Flensted eller Nørre Vissing
Jørgen Gaarde understreger, at hele den socialdemokratiske gruppe i Skanderborg Byråd var skeptiske både før og efter fremlæggelsen af lufthavnsrapporten. Og efter at have nærlæst selve rapporten er den skepsis ikke forsvundet.
Af hensyn til de berørte beboere i og omkring Flensted, der ikke skal holdes hen i uvished længere end højst nødvendigt, og i respekt for Aarhus Byråd, der har taget initiativ til rapporten og fortjener et klart svar fra Skanderborg Byråd, vil borgmesteren sørge for, at spørgsmålet bringes op til endelig afklaring på byrådsmødet onsdag 27. maj.
Her vil han anbefale, at der ikke arbejdes videre med placeringsmuligheder i Skanderborg Kommune.