Fortsæt til indhold

Aarhus peger på Skanderborg

Ny rapport bestilt af Aarhus Byråd peger på Flensted ved Låsby, som bedste bud på en alternativ placering af Aarhus Lufthavn

Aarhus
Grethe Bo Madsen

Flensted ved Låsby er det bedste bud på en ny placering af Aarhus Lufthavn. Sådan lyder konklusionen i en rapport, bestilt af Aarhus Byråd, som blev offentliggjort tidligt mandag aften 18. maj.
Rapporten er udarbejdet af Grontmij, og ved et pressemøde på Aarhus Rådhus redegjorde Brian Gardner Mogensen fra rådgivningsfirmaet for, hvorfor Flensted - målt ud fra forhold som flysikkerhed, miljøbelastning, støjgener og anlægsudgifter - er det bedste alternativ til lufthavnens nuværende placering i Tirstrup.

Citylufthavn er urealistisk

Foruden Flensted undersøgte Grontmij også tre andre placeringsmuligheder: Nørre Vissing i Skanderborg Kommune, samt Thomasminde i det nordlige af Aarhus Kommune og en citylufthavn i Aarhus Havn.
“Af hensyn til flysikkerheden er der et krav om, at der i en radius af fire kilometer ikke må være noget, der rager mere end 45 meter op. På grund af kraner og høje bygninger som domkirken og Marselisborg Slot er citylufthavnen derfor ikke realistisk. Samtidig er der mange måger i havnen, og det er også en sikkerhedsrisiko,” forklarer Brian Gardner Mogensen.
Desuden ville en lufthavn kollidere med udbygningsplanerne for Aarhus Havn.

Færrest gener i Flensted

På baggrund af en miljøscreening - en light-udgave, der ikke må forveksles med en dybtgående vvm-undersøgelse - er Grontmij nået frem til, at miljøbelastningen ved en ny lufthavn ville være mindst i Flensted og Nørre Vissing og størst i Thomasminde og Aarhus Havn.
“Samtlige steder vil der være miljømæssige udfordringer, men i Flensted og Nørre Vissing vil udfordringerne være til at overkomme, mens de er store i Thomasminde og Aarhus Havn,” konstaterer Brian Gardner Mogensen.
Grontmij har også undersøgt de forventede støjgener ved en ny lufthavn, og også her peger konklusionen på Flensted som det bedste valg.
“Vi har set på støjen fra fly, der letter og lander, samt det, vi kalder terminalstøj. Ud af de fire alternativer er en lufthavn ved Flensted det, der giver de mindste overskridelser af støjgrænserne,” konkluderer Brian Gardner Mogensen.

Terrænudjævning

Endelig har Grontmij også regnet på anlægsudgiften af en ny lufthavn i Thomasminde, Nørre Vissing og Flensted.
"Både i Thomasminde og Flensted estimeres udgiften at løbe op i godt to milliarder kroner, men ved Thomasminde løber der yderligere en milliard kroner på til en terrænudjævning."
Til sammenligning vil en lufthavn ved Nørre Vissing koste 2,4 milliard kroner i anlægsudgift. Også her skyldes merudgiften ifølge Brian Gardner Mogensen, at der er nødvendigt at foretage en terrænudjævning.