Fortsæt til indhold

Guldvinder jubler: Her kan du opleve ræset fra forreste række

Nogle af verdens mest udholdende atleter huser lige nu havnen, og aarhusianerne har en unik chance for at overvære ræset fra første banket.

Aarhus

I sin lejlighed på Aarhus Ø sidder Jonas Warrer og kan kigge ned på bådene til The Ocean Race.

Jetlaggen har knap nok ramt ham, da Din Avis Aarhus taler med morgenen efter, at han er kommet hjem fra Mexico, hvor han underviste et mexicansk og chilensk hold i 49’er.

OL-guldvinderen fortæller om den unikke chance aarhusianerne har fået serveret i form af kapsejladsen.

»At få en stor sejlbegivenhed som The Ocean Race til Aarhus er fantastisk. Historisk er det et af de mest prestigefyldte ræs og er på Grand Slam niveau inden for sejlads,« fortæller Jonas Warrer.

I 2008 vandt han OL-guld i 49’er. Det er en sejlklasse, der minder om de både, der lige nu ligger i Aarhus Havn.

IMOCA- og VO65-bådene, der deltager i The Ocean Race, er fire gange så lange og meget tungere, men alligevel mener Warrer, at flere af egenskaberne overlapper.

Første række

Holdenes sejlevner bliver i den grad testet i Aarhus.

Udover det store kapløb til Haag i Holland afholdes der også et havneræs 4. juni, hvor 11 skibe dyster om ekstrapoint, der kan være afgørende for mesterskabet.

»Skibene er ikke designet til den slags ræs inde i havnen. De er store og ikke lige så hurtige som en 49’er til at manøvrere. Samtidig er der mere at lave, end der er mandskab til. Hver båd kan godt bruge flere kvinder og mænd til de små ræs. Man kan sagtens sige, at de er mere pressede til in port-races,« siger guldvinderen.

Martin Kirketerps hold, Team Jajo, var et af de første VO65 både, der lå klar i havnen. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Udover at være på kajen og se sejlskibene konkurrere, enten i havneræset eller det store kapsejlads, er der især et sted, som aarhusianerne ikke må misse at se ræsene fra.

»Hvis man har en båd, skal man da sejle ud på havet og se konkurrencerne. Det vil virkelig være oplagt at se de her maskiner tæt på. Det kan jeg da kun anbefale,« opfordrer Jonas Warrer.

Man behøver ikke selv at have en båd. Arrangørerne har gjort det muligt at få en tur på et Tall Ship fra Nederlandene, når de forskellige både dyster om vigtige point i mesterskabet.

Kom så Danmark!

Hvis man ikke følger helt med i sejlsporten og mangler et godt hold at heppe på, så har 49’er guldvinderen nogle gode bud.

»Jeg hepper da på Martin (Kirketerp, som var holdkammerat med Jonas Warrer, da de vandt guld i 2008, red.), der sejler for Team Jajo.. Der er jo også det her Trifork-hold, som jeg håber vil give den gas. Der er lige pludselig kommet det her danskerhold, og det er jo super fedt! Jeg glæder mig til at se, om de kan give den gas,« fortæller sejleren energisk, på trods af søvnmanglen.

Begge hold, som Jonas Warrer anbefaler, er i kategorien VO65, der kun dyster på en del af ruten rundt om jorden. Det er specielt, at de er med fra Aarhus til Haag, da holdene kun har været med på én af etaperne indtil nu.

IMOCA-bådene har dystet i alle fem etaper indtil nu. Her er der desværre ikke nogen danskere, der dyster, men hvis man vil holde med et hold, der ikke er alt for langt fra landets grænser, så dyster det tyske hold Malizia og det europæiske hold, GUYOT, i denne klasse.

VO65 dyster 4. juni klokken 12.00 og 8. juni klokken 16.00.

IMOCA skal sejle 4. juni klokken 14.00 og 8. juni klokken 18.00.

Det vil være muligt at følge med i ræsene fra havnen, hvor der er sat tre store fladskærme op. Ellers kan man bevæge sig ud på Pier 2 og 3 for at se bådene manøvrere sig rundt.