Drinksguide: Disse drikke må du ikke misse på Northside
Det er festival, sommer og væskebalancen skal holdes. Her er redaktionens guide til de mange drinks på Northside.
Festivals øllen - 62 kr.
I år har Northside og Jacobsen slået pjalterne sammen om at lave en festivalsøl, der skal give gæsterne en særlig oplevelse. De har lavet en sour øl, som hedder »Northside Sublime.« Selvom mange skræmmes af de syrlige øl, er denne version ikke noget at rynke på næsen og lave trutmund over, når man smager på den. Øllen har en meget let og delikat syrer, der hurtigt forsvinder i munden. De florale noter spiller første violin i aromaen, og de bliver aflyst af lycheesmag i øllen. Den eksotiske frugt er primært sød, med en let floral eftersmag. Til sødmen har producenterne tilsat citrusfrugter, der står for at skubbe øllen over i den sure-kategori.
Japansk inspiration - 75 kr.
Kombucha på fermenteret Yuzu. Kombinationen lyder vild og uregerelig, men eksekveringen er perfekt. Drinken, der er så læskende, at jeg først fik taget et billede for sent, dufter af rødsaftevand og let-fermenteret. Den smager af yuzufrugt, som er en japansk citrusfrugt med en mildere syre. Det kommer også til udtryk i drikken, der hovedsageligt er sød. Samtidig kommer der en svag smag af friskbagt brød, lidt ligesom i champagne. Kombuchaen kan findes i 7-Eleven og Lagkagehuset, dog kun uden alkohol. De har også et samarbejde med Coffee Collective om en kaffe-kombucha.
Fra havnen
Njord Gin har en nærmest privatfest til Northside. En større lounge med tre barrer og et udeareal er dedikeret til Aarhus Ginfirmaet. Krydreurter vokser mellem gæsternes pladser, mens de nyder en af de mange drinks, som Njord har lavet en gin-version af. »The Northside Tune« er en gængs gin og tonic, som Njord har udviklet til festivalen. Den er baseret på rester af ølproduktionen fra Jacobsen. Bitterheden er høj og kommer højest sandsynligt fra slåen, som er en hovedingrediens i ginen. Samtidig spiller urten rød tvetand ind med ekstra tørhed, som passer godt til den kirsebærsødme, som også er i drinken.
Ekstravagant tilgængelighed - 95 kr.
Blommevin, tonic og lidt citron. Sådan lyder opskriften på den næste drink, som kan købes i Aarhus, men i øjeblikket kun på Michelin restauranten Moment. Både lagring og fermentering spiller en rolle i de umodne blommers liv, inden de bliver til vinen som C&K Spirits blander med. En klar sommerdrink, der forvandler de umodne blommer til frisk passionsfrugt med en let tørhed til sidst. Kombinationen får munden til at løbe i vand og vente på den næste slurk.
Apotekerens valg - 85 kr.
Hyldeblomst drink som man kender den fra bedstemor. St. Pauls Apothek har lavet en farlig likør, der er lavet på den ikoniske sommerblomst, blandet med citron og cava. En simpel drink, der uden tvivl får hurtige ben at gå på. Hyldeblomsten gør drinken umiskendelig sød, uden at være tandskærende. Drikken rundes af med en smule krydderurt i eftersmagen.
Den korte - 65 kr.
4Cl vodka og en syltet agurk. Den kaotiske shotbar bliver selvfølgelig dirigeret af den ligeså kaotisk-charmerende restaurant, Bardok. Vodkaen er dansk og lavet af de friske gutter fra den østeuropæiske restaurant. Agurken er knasende, med en meget mild syre. Shottet er langt fra sine slægtninge på diverse supermarkedshylder. Der er ingen besk smag og den flyder let ned og giver en behagelig varme, som kan være nødvendig i festivalens lille skov.
Klassikeren - 52 kr.
Den smager af festival, sommer og en til. Hvis man er bange for at prøve noget nyt, fester på budget, eller bare har brug for noget vanligt. Grøn Tuborg med masser af kulsyre og læskende som næsten ingen anden drink. En klar anbefaling, hvis man vil have benene solidt plantet på jorden.