Fortsæt til indhold

Snart skal du sortere mere: Derfor dyster festivalgæster i nyt spil på Northside

Forsyningsselskabet Kredsløb er fredag til stede på den aarhusianske festival Northside for at sætte fokus på de nye sorteringsregler.

Aarhus
Følg Northside direkte i vores liveblog, som du finder her.

Affaldssortering lyder ikke umiddelbart som en del af et festivalprogram, men det er det på årets Northside. For her rykker forsyningsselskabet Kredsløb ind for at udfordre festivalens gæster til et såkaldt Waste Pong, hvor der er præmier på spil.

Selve spillet går ud på, at deltagerne dyster mod hinanden ved at kaste affald i beholdere efter de nye sorteringsregler. De deltagere, der får mest affald i de rigtige beholdere, vil blive præmieret med madbilletter til boderne på festivalen.

Med initiativet håber Kredsløb at kunne skabe fokus på bedre affaldssortering op til den kommende nye sortering, hvor alle skal sortere i ti affaldstyper. Der er særligt de unge, der er flyttet hjemmefra, som Kredsløb har fokus på.

»Der er et kæmpe potentiale for, at vi bliver bedre til at udnytte vores resurser, hvor meget mere genbruges og genanvendes, og det kan vi opnå med den kommende affaldssortering. Men vi kan kun lykkes, hvis vi gør det i fællesskab, og derfor vil vi gerne sætte fokus på bedre affaldssortering på en sjov og vedkommende måde blandt de unge, hvor det passer godt ind og kan bidrage til god festivalstemning,« forklarer Gunhild Lauritsen, der er formidler hos Kredsløb og står for Kredsløbs Waste Pong på årets Northside.

Samarbejdet er indgået med Northside, der i mange år har gjort en dyd ud af at få bæredygtighed, grøn omstilling og klima som en del af festivalens identitet.

»Vi er glade for at kunne samarbejde om nye kreative måder, hvor vi skabe mere opmærksomhed på noget så vigtigt som bedre sortering af vores affald, der bliver afgørende for, at vi lykkes med den grønne omstilling og mindsker belastningen af vores resurser,« forklarer Sustainability Manager hos Northside, Martin Thim.

Man kan spille Waste Pong med Kredsløb fredag 2. juni i tidsrummet fra kl. 14-18.