Fortsæt til indhold

Gammel tradition bliver genoplivet i Aarhus-forstad

En gruppe frivillige har det seneste halve år arbejdet på, at byfesten i Beder-Malling kan vende tilbage efter flere års pause.

Aarhus

»Sløv byfest i Malling«.

Så kort, kontant og ikke mindst deprimerende lød overskriften i det femte nummer af Fællesbladet for Beder, Malling og Ajstrup i oktober 2001.

Opbakningen til den lokale byfest, som ellers tidligere var et stort tilløbsstykke med langt bord gennem Bredgade, var dalende. Det resulterede i, at den senere blev lagt i graven.

Men nu er en gruppe frivillige i Beder-Malling klar til at genoplive den gamle tradition med en byfest.

»I længere tid er der flere, som har gået med tanken om at lave en byfest, fordi det er meget normalt i andre byer. Før jul besluttede vi os så for at gøre et forsøg,« fortæller Christine Winding-Lauritzen, der er foreningsudvikler Beder-Malling Idrætsforening og med til at arrangere den kommende byfest.

De seneste seks måneder er derfor gået med at planlæge, og lørdag 24. juni bliver byfesten afholdt ved Egelund Idrætscenter, som ligger meget symbolsk i midten mellem Beder og Malling.

»Kernen i festen er at samle folk på kryds og tværs i vores bysamfund. Vi er et område i vækst. Der kommer rigtig mange nytilflyttere til, hvor en stor del af børnefamilier. Når man kommer til som ny, kan det være, at man ikke kender området eller de forskellige aktører særlig godt. Derfor kan det være oplagt at møde op til en dag, hvor man kan møde de forskellige lokale aktører og andre borgere i de to byer,« fortsætter Christine Winding-Lauritzen.

Lang liste af aktiviteter

I løbet af dagen vil parkeringspladsen ved Egelund Idrætscenter blive omdannet til en byfest, og listen af aktiviteter er lang.

»Vi begynder med fælles morgenmad og sang, hvor vores lokale kor synger for. Så vil der være en scene med livemusik, fodboldturnering for børn, biblioteket laver bogstabling, ligesom andre lokale aktører kommer for at fortælle, hvem de er,« fortsætter Christine Winding-Lauritzen, der også kan afsløre, at der vil finde en lille kåring sted under byfesten.

»Vi har jo fundet ud af, at citronmånen stammer fra Malling, så derfor skal vi have kåret årets citronmåne,« fortæller hun.

De frivillige bag byfesten forventer, at over 1.000 personer møder op til byfesten, så overskriften fra den gamle udgave af Fællesbladet ikke gentager sig.

»Vi har tidligere lavet indendørs loppemarkeder, som har været velbesøgte, så det forventer vi også, at byfesten bliver,« fortæller Christine Winding-Lauritzen, som håber, at festenn kan styrke sammenholdet i byen og bliver en ny tradition:

»Vi kan godt lide de uformelle møder mellem folk på kryds og tværs, og det bliver byfesten.«