Fortsæt til indhold

Tidligere flyverpræst lander i Vejlby Kirke

Charlotte Rønhoff har længe haft i tankerne at flytte tilbage til Aarhus, hvis den rigtige stilling blev slået op, og hun beskriver stillingen i Vejlby Sogn som drømmejobbet.

Aarhus
ksa

Charlotte Rønhoff er per 1. juli ansat som ny sognepræst ved Vejlby Kirke. Indsættelsen foregår den 9. juli klokken 10 i kirken.

Hun er uddannet cand.theol. i 1996 og har i perioden 1999 til 2015 arbejdet som både sognepræst, arresthuspræst og hospitalspræst i og omkring Struer og Holstebro. Siden har hun arbejdet som sognepræst i Gimsing ved Struer, og de seneste fem år som flyverpræst i Karup.

Som præst kalder Charlotte Rønhoff sig selv for ”gammeldags” i den forstand, at hun holder af præstegerningens kerneopgaver, hvor man får lov at forkynde relevant ind i menneskers liv i glæde og sorg. Desuden har diakonien – folkekirkens sociale arbejde – altid fyldt meget sit arbejde.

Charlotte Rønhoff har længe haft i tankerne at flytte tilbage til Aarhus, hvis den rigtige stilling blev slået op, og hun beskriver stillingen i Vejlby Sogn som drømmejobbet.

Fritiden bruges på rejser, hygge med veninderne og så dyrker hun en masse motion. Hun flytter til Risskov med sin datter på 19 år, og kommer også med flytningen til at bo tæt på sin 24-årige søn, der studerer i Aarhus.