Fortsæt til indhold

Ny Aarhus-park indbyder til biodiversitet i børnehøjde

Onsdag blev ny park indviet i Åbyhøj, hvor børn fra Gammelgaardsskolen registrerede masser af planter og insekter.

Aarhus
ksa

Onsdag blev første projekt i den blågrønne kile fra Klokkerparken til Åby Renseanlæg indviet. Parken er indrettet, så den kan blive et aktiv for både mennesker og insekter.

Foto: Teknik og Miljø

3. klasserne fra den nærliggende Gammelgaardsskolen var forbi for at udføre en såkaldt bioblitz i Klokkerparken, der indeholder to nye regnvandssøer, nye stiforbindelser, bordbænkesæt, fitnessredskaber, nye træer og et vådt område med bynatur, som skal være med til at binde området bedre sammen.

I parken er der også blevet anlagt to regnvandsbassiner i forbindelse med klimatilpasningen i Åbyhøj, hvor Aarhus Vand adskiller regnvand og spildevand. Foto: Teknik og Miljø

Her registrerede børn og natureksperter masser af planter og insekter i den nye park, og det er planen, at det skal gentages om et par år for at se, hvilke arter der finder vej til søer, eng og krat midt i Åbyhøj.

Levende laboratorie

Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) er begejstret for projektet:

»Det er ret fantastisk, hvordan det gennemgribende kloakarbejde i vejene kan resultere i smukke, grønne byrum som Klokkerparken, der uden tvivl bliver et kæmpe aktiv for beboerne i Åbyhøj. Klokkerparken er meget mere end bare en færdig park, der nu overgår til drift. Parken bliver et levende laboratorie, hvor vores biologer vil holde øje med, om nye arter kommer til,« siger Nicolaj Bang i en pressemeddelelse.

I parken er der også blevet anlagt to regnvandsbassiner i forbindelse med klimatilpasningen i Åbyhøj, hvor Aarhus Vand adskiller regnvand og spildevand.

»Når vi laver klimatilpasningsprojekter, samarbejder vi med beboerne og Aarhus Kommune om at finde fælles ambitioner for det enkelte område. Og som en del af projekterne fokuserer vi på at skabe merværdi for at give noget tilbage til området. Det kan – som her i Klokkerparken - være i form af nye mødesteder, flere stier, grønne områder og øget biodiversitet,« siger Karina Topp, der er divisionsdirektør i Aarhus Vand.

Bioblitzen er støttet af projektet Urbanlifecircles, der hjælper Aarhus til at blive en grønnere, vildere og mere levende.

Foto: Teknik og Miljø
Foto: Teknik og Miljø