Fortsæt til indhold

De to kongeskibe blev modtaget med pomp og pagt på havnen

Jette Teglbjærg og Erik Overgaard Hansen sad klar fra morgenstunden, da der var dobbelt royalt besøg i Aarhus.

Aarhus
Mathias OleanderJP Aarhus

Det norske kongeskib ”Norge” blev modtaget med pomp og pagt i Aarhus, som det hører sig til, da det fredag lagde til kaj.

På Havnepladsen i Aarhus var en stor flok tilskuere mødt op for at se to kongeskibe, det danske og det norske, sejle ind. Blandt andre Jette Teglbjærg og Erik Overgaard Hansen. Deres barnebarn skulle nemlig spille en helt særlig rolle.

Jette Teglbjærg og Erik Overgaard Hansen var taget afsted tidligt fredag morgen fra Viborg. De skulle til Aarhus, når der kom royalt besøg. Her skulle deres barnebarn, der går i 1. klasse i Aarhus, være en af to blomsterpiger, der skulle give roser til kronprinsesse Mary.

Fra klokken otte havde parret sat sig klar på havnekanten med en termokande fyldt til randen med kaffe.

»Det bliver rigtig fint. Vi er meget stolte og glæder os til at se hende stå på den røde løber for at dele blomster ud,« sagde Jette Teglbjærg, inden kongeskibene ankom.

Parret havde først torsdag fundet ud af, at der var hele to kongeskibe på besøg.

»Vi er ikke royalister på nogen måde, men vi følger da med, og synes, at kronprinsparret gør det rigtig godt,« fortalte Jette Teglbjærg og fik et samstemmende nik fra Erik Overgaard Hansen.

Det norske kongepar er på besøg i Aarhus, og bliver taget imod af kronprinsesse Mary og kronpris Frederik. Jette Teglbæk og Erik Hansen Overgaard er der for at se deres barnebarn overrække Mary en buket blomster. Foto: Joachim Ladefoged

Ankom til tiden

Først til at ankomme til Aarhus Havn var ”Dannebrog”, der sejlede ind og lagde til ved Honnørkajen ved Mellemarmen. Kort efter ankom kongeskibet ”Norge” præcis kl. 9.30 – helt efter tidsplanen.

Kort efter stillede en delegation sig klar til at modtage kronprinsparret samt den norske kong Harald og dronning Sonja. Den bestod bl.a. af Aarhus Kommunes teknikrådmand, Nicolaj Bang (K), og borgmester Jacob Bundsgaard (S), der i dagens anledning havde taget den gyldne borgmesterkæde om halsen.

Borgmester Jacob Bundsgaard var også til stede. Foto: Joachim Ladefoged

Efter lidt småudfordringer med at få sat landgangsstigen ordentligt op, kom dronning Sonja ned ad stigen efterfulgt af kong Harald.

Kronprinsesse Mary nejede for den norske konge, mens kronprinsen gav en royal hilsen til dronning Sonja. Dette gav anledning til en stor klapsalve fra de fremmødte.

Herefter satte begge royale par sig ind i bilerne, hvori de blev kørt videre til næste programpunkt for dagen, en erhvervskonference i Dokk1 efterfulgt af et møde med norske studerende på Havnepladsen.