Fortsæt til indhold

De bygger en racerbil i universitetets kælder

Ingeniører, der designer løsninger, som ikke kan udføres i virkeligheden, er en af børnesygdommene de unge mænd vil komme til livs, derfor bygger de en racerbil.

Aarhus

Et hold af universitetsstuderende er i gang med at bygge en racerbil i kælderen på Aarhus Universitets afdeling i Skejby.

Samuel Abrahamsen studerer til civilingeniør og står bag initiativet. Det går ud på, at universitetsstuderende laver et racerhold - ligesom i Formel 1 - og bygger deres egen bil, der skal dyste til Formula Students på den legendariske racerbane Hockenheimring i Tyskland.

Det samme gør andre universitetsstuderende fra hele verden. Målet er at mødes i deres hjemmelavede racerbiler til konkurrencen, hvor verdens bil- og racerfirmaer øje med de unge talenter.

Både Aalborg Universitet og Syddansk Universitet har et hold, men Aarhus Universitet er ikke en del af konkurrencen.

Det vil Samuel Abrahamsen lave om på. Efter en undervisning rejste han sig og spurgte, om andre havde interesse i at lave et Formula Student-hold. Det var der.

I dag, få måneder senere, tæller holdet 80 medlemmer.

»Det er lidt som at gå til fodbold. Vi mødes en gang om ugen og designer bilen. Vi sætter nogle mål, som vi bliver nødt til at opnå hver gang, hvis vi vil nå at blive færdige i tide,« fortæller Samuel Abrahamsen.

Det aarhusianske Formula Student-hold regner med at have en konceptbil klar til sommeren 2024. Målet er ikke, at den skal kunne køre - i hvert fald ikke endnu.

Mangler økonomer

Der er to kategorier, som de studerene kan dyste i. En statisk og en dynamisk del. I 2024 regner det aarhusianske hold, som hedder AU Dolphins, med at deltage i den stillestående del af konkurrencen.

»Vi deltager ”kun” i delen, hvor vi præsenterer vores designvalg og forretningsplan overfor dommerne,« siger Samuel Abrahamsen.

Civilingeniøren ser det for at være for optimistisk at have en kørende bil klar efter kun et års arbejde på projektet. Planen er, at holdet har en kørende bil klar til sommeren 2025, hvor de aarhusianske studerende også vil deltage i den dynamiske del af konkurrencen.

Holdet har valgt navnet AU Dolphins på grund af universitetets logo, hvor der er et anker og to delfiner på. Navnet skal være med til at vise, at det ikke kun er for ingeniører, men alle studerende på universitetet. Formula Student er nemlig ikke kun for folk, der designer og bygger bilen, men også kommunikatører og økonomer.

Nogle skal holde øje med, at budgettet bliver overholdt, mens andre skal sørge for, at der kommer penge til budgettet fra sponsorater, og så er der selvfølgelig dem, som skal designe bilen.

En del af konkurrencen i 2024 går ud på, at man kan vise dommere, at man har tænkt på et budget, og hvordan man har arbejdet med økonomien. Ligesom et normalt racerhold.

Fremtiden in mente

Arbejdet mellem de forskellige universitetsafdelinger afspejler også et professionelt arbejdsmiljø, samtidig giver det også ingeniørerne en chance for at møde studerende fra de andre afdelinger.

»Selvom vi startede holdet for at få faglig erfaring, skal vi have det sjovt. Vi har selvfølgelig et festudvalg, der skal sørge for, at vi hygger os med arbejdet. Det er bare lidt svært uden penge, som nogle af de andre udvalg på universitetet har, men vi skal se Formel 1-løb sammen,« fortæller Samuel Abrahamsen.

Selvom det sociale har stort fokus for de studerende, er det især vigtigt for dem at have en gruppe, hvor det ikke bare handler om fest og farver, men også noget så »nørdet« som at få lov til at bruge de ting, som de lærer i undervisningen.

»Det bliver fedt at bruge differential ligninger til andet end bare at løse dem. Samtidig kan vi få ryddet ud i de børnesygdomme, der er i at være ingeniør. Hvis man skal lave noget, der skal svejses, skal der også være plads til et svejsehåndtag. For at skabe et produkt skal man kunne bruge hænderne og ikke bare sidde foran computeren,« siger initiativtageren.

Han understreger også, at de studerende i AU Dolphins ikke er drevet af andet end lysten til at bygge en hurtig bil og afprøve den teori, som de har lært på universitetet. Hos Aalborg Universitet og Syddansk Universitet får de studerende point, der kan bruges til at færdiggøre deres uddannelser.

Indtil videre er Aarhus Universitet ikke helt klar på at kaste sig ind i projektet, før Samuel Abrahamsen og resten af AU Dolphins viser, at de mener det seriøst.

Nogle år tilbage forsøgte tidligere studerende ligeledes at starte et hold op, men det endte i ingenting bortset fra, at de købte racerdæk til 80.000 kroner og en motorcykelmotor til at drive en ikke-eksisterende bil. Alligevel har AU Dolphins overtalt universitetet til at give dem en lektor, der kan vejlede holdet og give gode råd.

Til konkurrencen kommer de studerende også i kontakt til unge mennesker fra hele verden. På den måde bygger de også et netværk af internationale ligesindede, som de kan dele erfaringer og venskab med. Samtidig får AU Dolphins også kontakt til nogle af industriens førende virksomheder, der deltager i arrangementet for at give gode råd og spotte talenter.

»Det bliver især spændende at få feedback fra nogle, som faktisk bygger formelbiler. Især i 2024, hvor vi kommer til at præsentere vores koncept. Så ved vi, om det er noget, der er værd at forfølge. Samtidig er de store virksomheder ikke bange for at lykønske de forskellige studerende, hvis de ser nogle talenter,« siger Samuel Abrahamsen, der understreger, at Audi ofte lykønsker hold, som vinder eller deltager i Formula Student.

Det aarhusianske hold tager udgangspunkt i en elbil, især for at lægge sig opad universitetets retningslinjer og for at have muligheden til at arbejde med FN’s 17 verdensmål.