Fortsæt til indhold

Vil du afspærre vejen for biler? Så har du nu en måned til at få det gjort

Ansøgningsfristen er om godt en måned, oplyser Teknik og Miljø.

Aarhus

En ølbowling-turnering i Vestergade? Et sumba-hold midt på Frederiksgade? Rullehockey på Kystvejen? Eller sæbekasse-løb ned ad Randersvej?

Tænkte eksempler, som umiddelbart ikke lyder videre trafiksikkert eller ladsiggørligt. Men førnævnte forslag kan måske godt blive realitet - i hvert fald i teorien.

For Aarhus Kommune kommer til at afholde bilfri søndag 27. august midt i Aarhus Festuge. Eller det vil sige, at man som borger i byen i hvert fald helt ekstraordinært har mulighed for at få lukket en vej eller gade netop den dag. Og ansøgningsfristen til at få lov til det er om blot en måned - 14. august, oplyser Teknik og Miljø på den kommunale facebook-side ’Vi udvikler Aarhus’.

»Det bliver en dag med fællesspisning midt på fredelige vejbaner, sæbekasseløb og rullehockey mellem striberne, hyggelige loppemarkeder og meget andet. Hvis I altså vil lege med. Vi giver jer nemlig en helt særlig mulighed for at afspærre gader og veje, så I kan bruge arealet til lige det, I drømmer om – så længe, det er noget andet end bilkørsel,« skriver kommunen om initiativet, der hedder ’Gaden er din’.

Man skal dog være opmærksom på at for at få godkendt sin ansøgning, skal man have en ide; »som højner fællesskabet, og som flertallet ønsker realiseret,« lyder det fra kommunen.

Men er ”the sky”, så også ”the limit” i virkeligheden?

»I teorien kan man stort set søge alle steder. Men i praksis får man nok ikke lov alle steder af eksempelvis hensyn til sikkerhed og den kollektive og almindelige trafik,« siger Kim Gulvad, der er bylivs- og medborgerskabschef under Teknik og Miljø, til Din Avis.

»Så man kan søge alle steder, men man skal jo nok have mange ting på plads og og rigtig gode argumenter, hvis man skal have fat i de store indfaldsveje, eller der hvor alle busserne kører. Men det er jo ikke den kaliber, vi umiddelbart tænker med det her. Men der er jo også mange andre veje at tage af. Det her er er mere en ting, hvor folk på en lidt lettere måde kan få lov til at komme ud og lave noget i gaderummet og på den måde også gøre noget, der eksempelvis gavner sammenholdet i et nærmiljø.«

Forslaget om en bilfri søndag blev vedtaget politisk ved budgetforliget for 2023, som 30 af 31 byrådsmedlemmer bakkede op om.

Foruden at skabe liv og aktiviteter i de aarhusianske gader, er tanken med initiativet også, at det skal inspirere til dialog om, hvordan man nedbringer bilismens CO2-udledning.

Den bilfrie søndag bliver afholdt samtidig med Aarhus Festuge og kommer bl.a. også til at byde på en historisk udstilling om ’Bilfri søndag’, en talk og debat om ”bilerne i byen” i Rådhusparken.

Og så oplyser Teknik og Miljø-forvaltningen også, at man arbejder på at kunne tilbyde gratis kollektiv transport i zone 1 og 2 den pågældende dag.