Travle livreddere: Så mange gange er de rykket ud i Aarhus
Livredderne har haft travlt i Østjylland - nu kommer de med gode råd.
17 førstehjælpsaktioner og 35 forebyggende aktioner.
Det er resultatet af livreddernes indsatser på de østjyske strande i den forgangne uge, oplyser TrygFondens Kystlivredning.
I sidste uge måtte kystlivredderne flere gange rykke ud til folk, der kom i problemer, blandt andet på grund af vind - det samme skete i weekenden.
Blandt andet da en mor og datter forsøgte at svømme mod land uden succes efter at være faldet af en luftmadras, og da en 13-årig pige uden vest og alene på et board ikke ved egen kraft kunne komme ind til land.
»Folk bliver ofte overraskede af fralandsvinden. Når de er inde på land, virker vandet roligt og fladt, men så snart de kommer bare lidt ud, virker deres krop som et stort sejl, og så går det stærkt, når de befinder sig på for eksempel en luftmadras eller et SUP-board. Pludselig er de så langt ude, at de ikke er i stand til at komme ind igen på egen hånd, og så kan det blive rigtig farligt – især hvis man ikke har vest på og måske ovenikøbet kommer væk fra sit board eller madras,« fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Sådan så det ud i Østjylland:
- Moesgaard: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 5 forebyggende aktioner og 227 oplysende indsatser
- Grenaa: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 33 oplysende indsatser
- Den Permanente: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 8 forebyggende aktioner og 134 oplysende indsatser
- Saksild: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 8 forebyggende aktioner og 158 oplysende indsatser
- Juelsminde Strand: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 5 forebyggende aktioner og 202 oplysende indsatser
- Aarhus Ø Havnebad: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 9 forebyggende aktioner og 303 oplysende indsatser
Kast dig ikke i vandet
Livredderne opfordrer til, at man straks kontakter dem, hvis man ser nogen, der er i nød.
»Er man på stranden og ser nogen i problemer, kan en naturlig reaktion være selv at kaste sig i vandet for at komme personen til undsætning. Men har man ikke de rigtige forudsætninger, risikerer man at gøre en farlig situation værre og pludselig have to personer i potentiel drukningsfare i stedet for én,« siger Anders Myrhøj.
Livreddernes opfordring - og huskeliste - lyder:
Tal beroligende og diriger den nødstedte
Tal gerne beroligende til personen i nød, hvis vedkommende er ved bevidsthed og tæt på land. I nogle tilfælde kan du måske give personen råd eller få vedkommende til at svømme hen til dig ved blot at kommunikere beroligende med ord, øjenkontakt og kropssprog.
Ræk en gren, parasol eller lignende:
Er personen ved bevidsthed, kan du måske række vedkommende noget langt, for eksempel en gren, trøje, parasol, bådshage, åre, pagaj el.lign., og trække personen ind. Men giv slip på det, du rækker ud, hvis du selv er i fare for at blive trukket i vandet.
Kast en redningskrans, dunk eller lignende:
Er personen for langt væk til, at du kan række noget til vedkommende, kan du i stedet kaste en genstand, som kan flyde og/eller trække den nødstedte ind. Det kan for eksempel være en redningskrans med line.