Når det handler om magt, er der virkelig nogle, der gribes af den hellige ild«

Det er kun to måneder siden, at Henrik Hansen for sidste gang trak i sin præstekjole. Efter en 40 år lang karriere som præst – 30 år i Aarhus – kender han folkekirken og Aarhus Stift særdeles godt.

Han har på sidelinjen fulgt bl.a. JP Aarhus’ afdækning af den omfattende uro i Aarhus Stift de seneste måneder. Kritik og beskyldninger kom frem i kølvandet på en anonym klage over biskop Henrik Wigh-Poulsens ledelsesstil. Henrik Wigh-Poulsen har bl.a. kraftigt kritiseret, at personer i menigheden har udtalt sig anonymt, hvilket en bekymringsskrivelse i starten af juni også var.

Derfor har Henrik Hansen, der nu er pensioneret præst, valgt at stå frem og fortælle om sine oplevelser af kirken og stiftet.

Han har i mere end 30 år stået på prædikestolen i Sankt Lukas Kirke på Frederiksbjerg.

»Det har været et paradis på jord, selvfølgelig har der været et par slanger, men jeg har været så lykkelig over at have været i denne kirke,« fortæller han.

Selv har Henrik Hansen ikke direkte mærket problemer med arbejdsmiljøet i sin kirke. Han har dog været vidne til, at der har været konflikter rundt om i stiftet i alle årene, hvor ondsindede rygter, magtkampe og en hård tone ifølge ham har præget arbejdsmiljøet for kirkens mange ansatte. Han har oplevet en mødekultur, hvor der ikke har været en pæn tone. Selv husker han et åbent møde i stiftet for to år siden, hvor der var en »chokerende måde« at tale til hinanden på.

»Der blev både råbt ad og talt hånende og nedladende til hinanden. Det var så ubehageligt, at man kunne opføre sig sådan. Det rystede mig virkeligt,« fortæller han.

Reagerede du på det møde, da der blev talt sådan til hinanden?

»Nej, desværre. Det var mit første møde af den slags, men havde det været mit andet eller tredje, havde jeg rejst mig op og sagt, at det ikke kan være meningen, at man skal tale sådan til hinanden.«

Hvad tror du er årsagen til, at man kommunikerer sådan?

»Kirkefolk er meget sky, men når det handler om magt, er der virkelig nogle, der gribes af den hellige ild, og så kan det blive ondt,« lyder vurderingen fra Henrik Hansen.

Manglende ledelse

For et år siden blev han hårdt ramt af sygdom, og efterfølgende måtte han erkende, at han ikke kom til at prædike igen. I slutningen af maj holdt han sin afskedsgudstjeneste i Sankt Lukas Kirke og er nu pastor emeritus.

Det er også årsagen til, at han står frem og fortæller om sine oplevelser. Han har ikke længere noget på spil i forhold til sit embede, fortæller han.

I begyndelsen af maj modtog Kirkeministeriet en klage over biskop Henrik Wigh-Poulsens forvaltning af sit bispeembede, hvor biskoppen blev kritiseret for bl.a. ikke at have handlet nok i forhold til at rette op på et dårligt arbejdsmiljø i Norddjurs Provsti. Klagen blev fulgt op i slutningen af juni, hvor ministeriet modtog en bekymringsskrivelse underskrevet af 51 personer med tilknytning til stiftet.

»Biskoppens ledelsesstil vidner om problematisk sagsbehandling, ensidig partiskhed og tvivlsom sans for proportionalitet,« stod der bl.a. i skrivelsen.

Henrik Wigh-Poulsens ledelse har dermed været omdrejningspunktet i både klagen og bekymringsskrivelsen. Netop mangel på ledelse, peger Henrik Hansen også på, er en af årsagerne til, at konflikter i stiftet er kommet så vidt. Han mener, at Henrik Wigh-Poulsen burde have slået mere og tidligere ned på sladder og rygter, der ifølge Henrik Hansen har sået konflikterne og givet grobund for klager og et mangeårigt dårligt arbejdsmiljø.

»Han (Henrik Wigh-Poulsen, red.) er en dygtig præst og fabelagtig til at prædike, men han dur ikke til at lede. Det er grunden til, at det for alvor er begyndt at knirke i stiftet,« mener Henrik Hansen, der understreger, at problemerne og konflikterne i stiftet også eksisterede, før Henrik Wigh-Poulsen blev biskop i 2015.

JP Aarhus har tidligere talt med Kurt Klaudi Klausen, ekspert i offentlig ledelse og professor fra Syddansk Universitet, som efter særligt at have beskæftiget sig med folkekirken konkluderer, at den måde, som folkekirken er organiseret på, ikke er et ledelsessystem. Det er i stedet to parallelle systemer, der tilsammen holder magten i balance. På den ene side er der menighedsråd, provsti- og stiftsråd, og på den anden side er der de gejstlige, biskopper, provster og præster.

»De gejstlige kender f.eks. ikke til personale- og strategisk ledelse; det er ikke et led i uddannelsen. De betragter ikke sig selv som ledere, men personer, der fører tilsyn med, hvordan der bliver forkyndt. I sådan en kultur privatiseres problemer, og det er umuligt at foretage sig noget samlet,« forklarer Kurt Klaudi Klausen.

Henrik Hansen mener, at det ville gavne folkekirken, hvis man i højere grad også kiggede på lederkompetencer, når man ansatte, og løbende tilbød lederkurser, som man ville gøre i virksomheder. Det er dog ikke med de største forhåbninger om forandringer, at han kommer til at følge kirken fra sidelinjen som pensioneret præst.

»Der kommer ikke til at ske de store forandringer. Man har snakket om ledelse i folkekirken i over 20 år, men der sker ikke meget. Folkekirken er for langsom i opfattelsen,« siger han.

JP Aarhus har forelagt kritikken af arbejdsmiljøet i Aarhus Stift for biskop Henrik Wigh-Poulsen. Han vil ikke kommentere Henrik Hansens oplevelser med råb og hånlig tale på et møde i stiftet.

»Jeg vil af forhåbentlig indlysende grunde ikke kommentere et énkildes-referat fra et møde, jeg ikke deltog i,« oplyser han i et skriftligt svar til JP Aarhus.

Hvad tænker biskoppen om, at Henrik Hansen mener, at han skulle have slået mere og tidligere ned på sladderen og rygterne?

»Henrik Hansen og andre kan forhåbentlig se det ironiske i, at jeg her bliver bedt om at kommentere netop sladder og rygter. Den slags er naturligvis noget, jeg i så fald håndterer internt og ikke i pressen.«

Hvordan forholder biskoppen sig til kritikken af ham som leder, som ifølge Henrik Hansen har betydet, at konflikterne fylder så meget i dag?

»Henrik Hansen har af gode grunde meget begrænset indsigt i baggrunden for de beslutninger, der bliver taget, så jeg må konstatere, at han bygger sin analyse på en forkert præmis. Jeg bliver modsagt hver dag og ville ikke være det foruden, og jeg opfordrer jævnligt folk til at komme direkte til mig med eventuel kritik. Jeg er åben for at lytte og lære, hvis der er områder, hvor jeg bør ændre praksis, men at fremsætte sin kritik i pressen, efter man er gået på pension, er useriøst.«