Se billederne: På havnen i Aarhus har et træ fået taletid

Den over syv meter høje norske skovfyr troner ensomt, men majestætisk på det store plateau i Filmbyen.

Det ser ud til at trives i sit nye liv, måske fordi det står i en kæmpe rodklump på to gange to meter, som har fulgt det gennem flere år. Det er i sit 70 år lange liv blevet flyttet flere gange, hver gang med en lidt større rodklump, for at forberede det til en dag at blive omplaceret.

Som nu, hvor det er flyttet fra Tyskland til Sydhavnen i Aarhus for at blive en del af kunstværket ”The Garden in the Machine” til over 26 mio. kr. skabt af den 49-årige billedkunstner Jesper Just ud fra en bunden opgave: at skabe en digital have på bygningens facade.

Han ville gerne have haft et træ fra en dansk plantage, men det viste sig at være nærmest ubetaleligt i den størrelse, siger han. For nok er det et dyrt kunstværk, men:

»Jeg råder kun over en begrænset del af de 26 mio. kr.: 4,5 mio. kr. – og træet er på mit budget. Langt de fleste af pengene er gået til installationen på bygningen – glas, stål og LED-lys. Det er Aarhus Kommune, der har styret den del,« siger Jesper Just.

»Pengene i mit budget er brugt på træet, den store stålkasse, det står i, og en to timer lang film i seks versioner, altså 12 timers film af en langsomt roterende skov. Og fem års arbejde.«

Sådan virker det

Her hører en forklaring til om selve kunstværket.

Det er en udsmykning af en bygning i Filmby Aarhus. Bygningen har fået en glasfacade hele vejen rundt, og bag glasset er der installeret LED-paneler, så facaden er én stor skærm, hvor de seks film afspilles.

»Det er så at sige træet, der bestemmer det gennem seks sensorer, der sidder på det og fortæller om dets tilstand. Det er derfor, jeg har valgt en skovfyr, for der er nåle på året rundt, og dermed er der også fotosyntese,« forklarer han.

»Jeg ved jo godt, hvad vi har filmet, men jeg ved ikke, hvordan billedet ser ud, fordi det er alt sammen baseret på sensorerne, som måler på vandoptaget, vækst, temperatur, klorofyl og fotosyntese og ilt. Det er de seks forskellige parametre, som hver især er tilsluttet en film i computeren, som så, f.eks. når træet optager vand, kalder en film frem. Så man kan sige, at træet på den måde styrer repræsentationen af natur – vi har givet mikrofonen til det.«

Filmen kører meget langsommere, end det oprindeligt var meningen.

»Vi har sat farten 200 pct. ned. Det gik for hurtigt. Det er jo ikke en actionfilm. Oplevelsen er blevet bedre og meditativ, efter at farten blev sat ned.«

Organisk hukommelse

Der er meget på sådan et træ, der kan måles – f.eks. omkreds og alder – men i virkeligheden ved vi ikke ret meget om, hvad der foregår inde i det, forklarer Jesper Just:

»Træet har en slags organisk fælleshukommelse. En slags harddisk, der lagrer menneskets fysiske tilstedeværelse og det, der er sket i naturen. Den lagrer historien i sine årringe. Det er en fysisk manifestation af vores liv omkring det,« siger han.

»Det kan godt være, at træet ikke har centralnervesystem, men det har jo en slags bevidsthed – det siger jeg ikke for at menneskeliggøre træet – om, hvad der sker med det. Hvis du skærer en gren af træet, reagerer det jo. Jeg vil gerne have, at folk begynder at tænke over naturen som et meget komplekst system.«

»Et hårdt område«

Han kigger rundt fra terrassen foran Filmbyen.

»Det er et hårdt område her. Meget beton. Det er derfor, værket hedder ”The Garden in the Machine”. Alle disse bygninger er jo på en eller anden måde maskiner og her, der står naturen – træet – over for teknologisk udvikling og menneskets tilstedeværelse. Vi bliver nødt til at finde en bæredygtig symbiose,« siger han.

»Træet her er en lille spire i alt det her, en lille grøn plet. Træer i byen er med til at skabe et rekreativt rum, der er godt for os, og også skabe en eller anden form for emotionel forbindelse. Træer lever jo længere end os som regel, de går gennem generationer, og det er der noget psykologisk i.«

Han håber, at han ved at sætte naturen i centrum kan sætte nogle andre tanker og en anden bevidsthed i gang, fordi naturen gennem værket tager noget af det tabte tilbage.

»Man kan sidde her og fokusere på træet og dets historie og måske lige glemme sin angst et øjeblik. Så kan man også tænke over den planteblindhed, som jeg tror, at vi alle sammen lider af. Hvordan kan man respektere noget, som man ikke kan navnet på? Naturen bliver på en eller anden måde et bagtæppe, og der er en diversitet, som er ved at forsvinde, og det får en eller anden form for indflydelse på hele økosystemet,« mener han.

Jesper Just bor halvt i København, halvt Berlin. I den næste tid koncentrerer han sig om et forskningsprojekt på Den Danske Filmskole om, hvordan man fortæller »i levende billeder og ikke bare illustrerer tekst«, fortæller han.

»Det bliver et researchprojekt, der måske ender ud i en film. Og så trænger jeg vist til lidt luft efter at have arbejdet med dette værk i fem år.«